Erik ville bevise:
Gud er ikke til!

Men Gud beviste, at han var til og
interesserede sig for adoptivdrengen Erik Kort efter giftede Erik sig med Liv, som var kommet til tro ved en gospelkoncert.Erik Hansen fra Køge forsøgte på alle måder at bevise, at Gud ikke var til. Men pludselig beviste Gud, at han var til, og at han var interesseret i Erik!Erik Hansen er i dag ansat hos ”applyIT” som systemudvikler. Han er til daglig travlt beskæftiget med at få Navision Axaptas administrative systemer til at arbejde sammen med andre systemer. Han er ERP-konsulent for meget store og mellemstore virksomheder.
Men i sin fritid bruger han meget tid på ”helbredende bøn” for andre sammen med sin kone Liv. Det er en form for interaktiv bøn, som langt overgår, hvad psykologisk rådgivning kan føre til.
– Det er 25 pct. snak og 75 pct. bøn, siger Erik, som for længst er blevet meget aktiv i en kirke. Det havde han ikke drømt om, da han for ca. 10 år siden forsøgte at bevise, at Gud ikke var til.

– Jeg troede nok, at der var et eller andet, men jeg ville ikke acceptere den kristne opfattelse af, at der fandtes en personlig Gud. Jeg læste f.eks. nogle indviklede artikler af en engelsk videnskabsmand, som sidder med muskelsvind og forsøger at bevise, at der ikke er en gud.
Hjemmefra havde jeg ikke lært noget om Gud. Min mor gik vist i kirke engang i mellem, og der var nogen nabo-børn, der kom i Apostolsk Kirke, men jeg så ned på den slags, og det var aldrig noget, vi snakkede om derhjemme, husker Erik.
Han var blevet adopteret som spæd i 1964 af nogen gode forældre i Køge. Faderen er selvstændig teknisk tegner, moderen laver interviews for Gallup. Erik er deres eneste barn.
– Jeg kunne ikke acceptere en absolut sandhed, så da jeg blev interesseret i det spirituelle, søgte jeg i alt mulig andet end kristendom. Jeg var interesseret i okkulte ting som sharmanske drømmerejser og seancer, og jeg var instruktør i en speciel form for Aikido kampsport og dermed også i meditation.
Jeg gik til alt, hvad jeg kunne støve op, og jeg overvejede at blive healer.

– I 1992 boede jeg i Stockholm, hvor jeg havde et IT-firma sammen med en ven. Vi knoklede løs i alt for mange timer. Af en eller anden grund blev jeg jævnligt stoppet på gaden af nogen, som ville fortælle mig om deres kristne tro. Det skete næsten en gang om ugen, så Gud må have stået bag…
Men jeg var nærmest aggressiv overfor det, de sagde. Jeg gik hårdt til dem. Engang fik jeg lyst til at slå en af dem.
”Desværre” gik to af mine bedste venner i Danmark hen og blev kristne. Jeg besøgte dem altid, når jeg var hjemme. Den ene var en pige, som jeg havde talt med om okkulte ting, men da hendes ven også var blevet kristen, ville jeg høre, hvad det var for noget. De fortalte en hel masse, og de ville have mig med til en juletræsfest i kirken. Det lød tilstrækkeligt harmløst til, at jeg gik med – for deres skyld.
Det var den 20. december 1992. Et eller andet gjorde, at jeg også tog derned til julegudstjeneste. Og 3. juledag om morgenen var jeg igen i kirke. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor…

– Det var Pinsekirken i Køge. Jeg kan ikke huske noget af alle de prædikener, jeg hørte. Men da jeg kom ind gennem døren, kom præsten hen og snakkede, uden at han vidste, hvem jeg var.
Der kom flere og bare snakkede. Bød mig velkommen og sådan. Jeg kunne mærke, de interesserede sig for mig som person, og det var noget nyt i sammenligning med New Age, hvor man altid skulle betale for, at de viste interesse i en. Og så var det kun på kurset.
Efter at have været i kirke vidste jeg, at der var noget i mit liv, der ikke var i orden.
Derfor ville jeg have en snak med præsten, Lars Due Christensen. Vi talte sammen i to timer.
Jeg begyndte med at spørge: – Den der pinsekirke, hvad er det egentlig for en sekt?
Jeg kendte intet til den eller andre kirker. Han provokerede mig et par gange, men svarede ellers bare på spørgsmål om kirken. Jeg fandt ud af, at de troede på næsten det samme som folkekirken. Men jeg var imponeret af, at han et par dage efter gad køre 5-7 km bare for at aflevere et bibelstudiehæfte, der hed Ny Start. Det var grundlæggende bibelundervisning.
Nytårsaften – da jeg havde fået lidt for meget at drikke – lovede jeg, at jeg også ville gå i kirke om søndagen, den 3. januar -93.

– Jeg kan heller ikke huske noget af den prædiken, men midt under lovsangen begyndte tårerne bare at løbe. Jeg fattede ikke, hvad der foregik.
Efter prædiken spillede de samme lovsang, den hedder noget med ”Jesus, du er for mig”. Så jeg græd igen.
Præsten Lars Due Christensen opfordrede os til at tage imod Jesus. Jeg følte, det var lige til mig, og jeg følte, at chancen var der nu – og hvis ikke, jeg tog imod, så ville jeg måske aldrig få muligheden igen. Samtidig tænkte jeg: Men hvad nu, hvis det ikke er sandt? Hvad siger vennerne og familien?
Men jeg gik op foran, og da han bad for mig, og jeg gentog hans bøn, var det, som om han læssede sten efter sten af min ryg.
Klokken var 10 min. i tolv, da jeg oplevede denne totale forvandling. Gud viste på en total overnaturlig måde, ved at røre ved mine følelser, at han virkelig var til.
Det var ikke noget filosofisk eller teologisk, der overbeviste mig, det var overnaturligt.

– Tilbage i Stockholm ringede jeg til en person, som jeg havde fået navnet på. Og han hjalp mig med at finde en kirke, det var pinsekirken Filadelfia, og senere skiftede jeg til Vineyard menigheden i sommeren 93 – fordi den var ny og mere overskuelig.
Erik var efterhånden godt træt af computere og tog tilbage til Køge, hvor han en periode arbejdede på tre-holds skift på Codan gummi i Køge, mens han kom i menigheden, hvor han var blevet forvandlet.
Da Udfordringen arrangerede en rejse til ”lattervækkelsen” i Toronto den 9.-16. september 1995, tog Erik med. På rejsen lærte han nogle medlemmer af den nye Års Frikirke at kende. Da de i 1996 holdt en konference med Curtis Heins fra Toronto og Hans Sundberg fra Vineyard i Sverige, tog han til Års. Her mødte han sin kommende kone, Liv. Men de talte ikke sammen.
– Jeg tænkte bare, at hvis jeg engang skulle giftes, så skulle det være med en pige, der lovsang Gud på den måde, som Liv gjorde.

Liv var blevet kristen som 30-årig i 1992. Det gik meget hurtigt: Hun var taget med til gospel i Apostolsk Kirke i Odense om eftermiddagen, og om aftenen, da hun skulle synge, besluttede hun at tro på Jesus.
– Vi mødtes så igen i pinsen i Apostolsk Kirke i København, hvor vi begyndte at snakke sammen. Hvor andre bytter frimærker, byttede vi kassettebånd med åndelig undervisning. Tre uger efter tog jeg til Års en weekend, d. 14.-15. juni – og da blev vi kærester. Kun 11 dage efter var vi forlovet. Og 3 måneder efter var vi gift! Men – tilføjer Erik – vi brugte faktisk en uge i bøn og faste for at se, om det var Guds vilje, at vi skulle have hinanden. Vi ville ikke risikere at komme sammen, hvis det ikke kunne holde. Men vi fik mange bekræftelser. Jeg fik f.eks. ind i hovedet, at jeg skulle læse Joh. Ev. kap. 2. Overskriften var: Brylluppet i Kana.
Da vi skulle vælge forlovelsesringe, sendte Liv et katalog over ringe, og uafhængigt af hinanden valgte vi den samme, husker Erik.

Erik og Liv boede nu et år i Års, hvor efter de flyttede med præsten Flemming Mølhede til København, for sammen at grundlægge en Vineyard-menighed med 15 voksne og 4 børn.
Nu er der 154 med børn, plus udplantning i Roskilde, hvor 20 fra København er gået med ud. Jeg ved det, for det er mig, der har medlemskartoteket, bemærker Erik, der har styr på tal og fakta.
– Dengang var gennemsnitsalderen omkring 30, nu er den nærmere 20, fordi der kommer mange studerende. Nogle søndage er der 20 gæster. Vi trives rigtigt godt i den menighed og føler os hjemme.
For Erik handler livet i dag om meget andet end computere. Noget af det mest spændende er for ham og Liv ”healing prayer” – helbredende bøn. Det er en bestemt form for bøn, hvor rådgiverne sammen med den, der ønsker hjælp, spørger Gud om at vise årsagen til problemet. Efterhånden som tingene afklares ved hjælp af kundskabsord og syner, beder de konkret ind i problemet. Den, der skal hjælpes, beder også og tilgiver dem, der har forvoldt ondt. På den måde kan man opnå utroligt gode resultater på meget kort tid i modsætning til psykologisk rådgivning. For det er Guds ånd, der gør arbejdet.