Kunst-tema
”Gamle Simeon” i Galleri Bibelland

Gert Grube har skabt en skulptur af Simon med Jesusbarnet i favnen, og den er netop blevet en del af udstillingen i Galleri Bibelland i Børkop.

Kunstneren Gert Grube har skulpteret Simeon, der velsignede det lille Jesusbarn.

– Jeg har formet den, fordi jeg synes, beretningen om den gamle mand er så rig på indtryk. Og indtryk hos en kunstner må jo finde et eller andet udtryk, siger Gert Grube om skulpturen.
Simeon kendes fra Lukas-evangeliet, hvor vi får at vide, at han mødte Josef og Maria i Templet, da de kom for at få Jesus omskåret. Da Simeon fik øje på Jesus, velsignede han drengen og profeterede om hans fremtid. Det er den situation, som Gert Grube har afbilledet.
– Gamle Simeon har nogle gode egenskaber. Han tager sit gudsforhold alvorligt og er hver dag i forbindelse med sin skaber. Han lytter intenst til det, Gud vil sige, og tager konsekvensen af det, forklarer kunstneren.
Simeon var en gammel mand, der havde fået et løfte fra Gud om, at han ville nå at se den lovede Messias før sin død. Da han så Jesusbarnet, sagde han: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt, for mine øjne har set den frelse, som du har beredt for alle folkeslag”.
Med ’Gamle Simeon’ er udstillingen i Galleri Bibelland oppe på 41 skulpturer.
Kim