Kirker træner ’disciple’ sammen

Syv kirker opretter fælles discipelskoleEn ny bibelskole er etableret i København efter initiativ fra syv partnerkirker.

Initiativet til en fælles discipelskole i København er opstået gennem syv frikirkepræsters relationer.

Bibelskolen, der bærer navnet I.D – et akronym for ”Identitet og Discipelskab” – henvender sig især til elever i tyverne og er fleksibel indrettet, så det eksempelvis er muligt at tage et semester ad gangen.
Bibelskolen får til huse i Kristuskirken på Nørrebro, der er en baptistkirke. Bag initiativet står syv frikirkepræster i København og Roskilde.
– Når vi talte sammen som præster, følte vi et værdifællesskab og behov for at træne unge kernefolk fra vores lokale fællesskaber, fortæller Kenneth Kühn, der er præst i Netværkskirken på Nørrebro og medstifter af discipelskolen.
Han fortæller, at skolen vil fokusere på at udvikle eleverne til at være nutidige efterfølgere af Jesus.
Skolen håber at kunne minimere afstanden mellem skole, hverdag og kirke, således at deltagerne kan fortsætte deres normale hverdagsliv og kirkelige engagement.
Konceptet går ud på, at deltagerne mødes to dage om ugen i discipelskolen.
Herudover vil en mentor i deres lokale kirker løbende bistå dem med at omsætte de nye refleksioner i praksis.
Undervisningen på I.D. tager udgangspunkt i Bibelens store historie fra skabelsen til genoprettelsen. Håbet er, at deltagerne får øje på deres egen historie i lyset af Guds store historie og mission.
Som daglig leder for skolen har netværket ansat Steven Sanderwell fra USA, der afvikler undervisningen sammen med en frivillig stab.
I.D. har 11 elever med baggrund i de stiftende kirker: Amagerbro Frikirke, Københavns Frimenighed, København Vineyard, Netværkskirken, [re:gen], Roskilde Baptistkirke og Roskilde Frikirke.