Gnosticisme – er ikke kristen mystik

Ben Alex’ bog forvirrer begreberne, mener Grethe Livbjerg, som også advarer imod gnosticistiske tendenser i den voksende retrætebevægelse.I en anmeldelse i Udfordringen d. 25.09.08 af en bog af Ben Alex: ”Mødet med Echart – En indvielse i kristen mystik” omtaler anmelderen, Bjarne Nederby Jessen, flere kristne mystikere som gnostikere, deriblandt Teresa af Avila og Johannes af Korset.

Grethe Livbjerg

Dette kalder på en klargørelse.
Gnosticismen er et samlebegreb for en åndelighed, som optrådte i oldkirken under utallige forklædninger, og derfor er svær at kortlægge både i indhold og udbredelse.
Her skal nævnes karakteristiske træk:
Gnostikerne mente, at nøglen til frelse, guddommeliggørelse, er kundskab, gnosis på græsk. Man mener: ’Vi er i grunden guddommelige, men vi ved det ikke.’ Gennem meditation åbnes den åndelige verden for sjælen i dens opstigen til Gud. Men det kan også være kundskab i mere filosofisk mening, hemmelige indsigter om Gud og menneskelivet, som kun er tilgængelig på åndelig vej og dermed reserveret særlig oplyste.

Gnostikerne støttede sig til hemmelige skrifter, som de anså for mere ægte end evangelierne. De opfattede sig selv som apostlenes sande arvtagere.
De skelnede mellem den jordiske Jesus og den himmelske Kristus, som ”flyttede ind” i mennesket Jesus i dåben i Jordan og forlod ham igen før korsets lidelse. Og som sådan var Jesus en oplyst.
Denne opfattelse møder vi også i dag i grene af den såkaldte new-age bevægelse, også omtalt som nygnosticisme.
Gnosticismens dragende kraft ligger i dens elitære holdning: ”Vi ved” og dens grænseløse åndelighed, hvor der både inden for dogmatik og etik er ta’ selv bord.

I indledningen til Johannes´ første brev aner vi tilstedeværelsen af gnosticismen i hans betoning af, at det apostlene vidner om, er det ”vi har set og vore hænder rørte ved”, altså realismen i at Gud blev menneske – ”Ordet blev kød” (Joh 1.1).
Senere i brevet (kap. 2) betegner han de der fornægter inkarnationen, som ledet af antikrists ånd.
Paulus kommer til korintherne med korsets dårskab, som han i 1. Kor. sætter op mod verdens visdom. Korinth summede af religiøs mangfoldighed af gnostisk tilsnit.
Johannes’ ”åndelige barnebarn”, kirkefaderen Irenæus (130-200), vier et helt forfatterskab til at imødegå gnostikerne. Også han betoner inkarnationens realisme og kirken med dens sakramenter som en fortsættelse af denne.
Som kristne modnes vi til at blive mere menneske – aldrig mere end menneske.
Gnosticismen har, som anmelderen skriver, ganske rigtigt fulgt kirken som en understrøm op gennem århundrederne. Men når der skrives: ”Den kom til udtryk i enkelte klostersamfund”, må man spørge hvilke? Og hvordan kom dette til udtryk? Det kan ikke bare stå som en påstand, hvormed alt klosterliv bliver mistænkeliggjort.
”Og hos kristne mystikere …” Der nævnes flere mystikere, dog uden at der gives eksempler på, hvori deres gnostiske tendenser skulle bestå. Jeg vil her kun komme ind på Teresa af Avila og Johannes af Korset, som jeg kender bedst.

Teresa stødte som ung på en form for gnostisk meditation, hvor man skulle fjerne sig fra Jesu menneskenatur. Hun bebrejder senere sig selv, at hun kunne så meget som skele til denne falske meditation.
Kærligheden til Jesus er alt i hendes liv, og hun ønsker at følge ham lige til døden.
Johannes tog ved sin indtræden i klostret ”efternavnet” af Korset. Jesu kors var hans livs hemmelighed, og han ønskede ”at tage sit kors op” og følge Ham. Hvis man fjernede de direkte og indirekte bibelcitater fra hans værker, ville de blive decimerede. Han kunne nærmest Bibelen udenad. Moderne kristne kan lære meget af de gamle mystikeres bibelkundskab og – troskab.
Hos disse to og vore andre kristne mystikere møder vi en brændende kærlighed til Kristus og ønske om at blive ligedannet med ham.
I dag findes der blandt kristne gnostiske tendenser: I en åndelighed, hvor man ikke har brug for kirke og sakramenter. I en meditation hvor man går ud fra, at vi på dybet er guddommelige, vi skal bare gennem meditationsøvelser indse dette. I brug af meditationsmetoder, som under indflydelse af wellness-kulturen flytter fokus fra Kristus til den mediterendes trivsel. I en meditation, hvor korset ikke har nogen plads. Der er al grund til at være på vagt overfor, at sådanne tendenser kan snige sig ind i den stærkt voksende retrætebevægelse. Korset er altings prøve.

Grethe Livbjerg er forfatter og redaktør af tidsskriftet Levende Vand og tilhører Sankt Andreas Kirkes menighed i Ordrup.