Frelsens Hær i Sverige tvinges til nedskæringer
Sparerunde kan blive til fyringsrunde, når hæren skal spare tæt på 16 mio. kroner om året.Frelsens Hær i Sverige står overfor besparelser på 14-16 mio. kroner årligt. Afskedigelser næsten uundgåelige.
Op mod en en fjerdedel af stillingerne ved organisationens hovedkvarter i Stockholm ventes at blive berørt. Det oplyser informationschef, Anders Östman, til det faglige tidsskrift, SKTF-tidningen.
Til den svenske avis, Dagen, understreger Anders Östman dog, at der ikke træffes nogle konkrete afgørelser i år.
– Først efter årsskiftet har vi en detaljeret plan, siger informationschefen, der dog medgiver, at der vil ske forandringer i organisationen.
I et notat kaldes besparelserne for den største udfordring nogensinde.
– Vi kommer til at gennemgå hele virksomheden og organisationen, fastslår chefsekretær Kristina Frisk og tilføjer, at i tilfælde af at dele af virksomheden nedlægges, kan det også påvirke personalet.
Kristina Frisk bebuder samtidig en ny struktur, således at det evangeliske og sociale arbejde kan opretholdes. Et mål hun medgiver afhænger af en mådeholden og ansvarlig forvaltning af pengene.
– Vi skal have budgettet til at ballancere og vil prioritere, så flest mulige midler går til arbejdet, fastslår hun.
Bestræbelserne på at trimme organisationen og dens budget har stået på siden i sommer, hvor alle ledere og ansatte fik det første varsel om de økonomiske vanskeligheder.
Årsagen til besparelser er et støt faldende medlemstal og stigende gennemsnitsalder.