Undskyldningens svære kunst

En vigtig bog der giver hjælp til at sige undskyld så den anden forstår det.Der er efterhånden udkommet fem (!) bøger på dansk i Gary Chapmans serie om hverdagens praktiske psykologi set i kristent perspektiv. Denne gang er der fokus på, hvordan man kan lære at udtrykke og modtage en undskyldning, bl.a. mellem ægtefolk og kærester.I den bedste af alle verdener skulle undskyldninger slet ikke være påkrævede. Det var det billede, der kom til udtryk i den populære film-tåreperser Love Story (1970) med dens berømte udgangsreplik: ”Kærlighed er, når du aldrig behøver at sige undskyld”. Men det er en misforståelse, påviser denne bog. Der er behov for at sige undskyld i alle menneskelige relationer, og den ægte-følte undskyldning er tilgivelsens uomgængelige tvillingesøster.

Hvordan sige undskyld?

Men som ved alle andre kunstarter kræves der også her øvelse, hvis man vil være mester. Det er en udbredt erfaring, at hvad den ene part i et forhold vil opfatte som et ’undskyld’, ikke nødvendigvis ses på samme måde af modparten. Forfatternes tese er, at ligesom vi alle har forskellige kærlighedssprog, har vi også forskellige sprog, når vi taler undskyldninger … og målet er naturligvis, at begge parter skal tale samme sprog i situationen.
Sværest er det nok for mændene. Undersøgelser har vist, at op mod 10% af alle mænd ikke siger undskyld. Der er derfor masser at tage ved lære af i de mange konkrete eksempler, der gives i bogen. Grundlæggende handler det om at udtrykke fortrydelse, at påtage sig ansvar, at tilbyde kompensation, at omvende og forbedre sig samt om at bede den anden om tilgivelse. Sagt på en anden måde: præcis og målrettet kommunikation er altafgørende.

En bog for alle

Men undskyldninger finder også deres plads uden for den snævreste privatsfære. Nationer undskylder tidligere tiders overgreb mod andre nationer, og på jobbet kan det blive en del af en arbejdsmiljø-politik.
Det er med andre ord en bog for alle. Og bogen slutter for så vidt med denne tanke ved at stille spørgsmålet: Hvordan ville verden se ud, hvis vi alle lærte at sige undskyld på den rigtige måde?

Overvældende potentiale

Potentialet er overvældende og kan have vigtige social-politiske perspektiver, skriver forfatterne:
”Når undskyldning bliver en levemåde, vil vores forhold til andre forblive sunde. Så vil alle opleve den accept og støtte og opmuntring, de har brug for. Langt færre vil ende i alkohol- og narkotikamisbrug på deres flugt fra brudte forhold. Der vil også blive langt færre hjemløse” (s. 230).
En ca. 30 siders studievejledning afslutter udgivelsen og øger kun brugsværdien. En vigtig udgivelse.

Gary Chapman
og Jennifer Thomas:
Undskyld på 5 sprog
270 sider • 200 kr.
Fokal/Lohse