Ateist: Afrika behøver Gud!

”Missionærer og ikke bistandshjælp er løsningen på Afrikas største problem.” Sådan skriver journalisten og ateisten Matthew Parris i den engelske avis The Times.Matthew Parris
Prisbelønnet forfatter og journalist. Ugentlig klummeskribent i avisen The Times. Tidligere engelsk parlamentsmedlem for De Konservative.

I december sidste år genså Matthew Parris sit barndoms land, Malawi i Afrika, for at bese det arbejde, den engelske hjælpeorganisation The Times Christmas Appeal udfører.
– Det inspirerede mig og fornyede min svækkede tillid til nødhjælpsprojekter, skriver han i sin klumme.
– Men rejsen i Malawi vækkede også en anden tro. En tro, jeg hele livet har søgt at undertrykke. En tro baseret på en observation jeg forgæves har undgået, siden jeg var barn i Afrika. En observation der modsiger og forstyrrer min ideologiske overbevisning og stædigt nægter at passe ind i mit verdenssyn – og har gjort min overbevisning om, at der ikke findes nogen Gud til skamme.

– Som ateist er jeg blevet overbevist om, at det enorme bidrag, kristen evangelisation udgør i Afrika, markant adskiller sig fra sekulære ngo’ers projekter og internationale bistandsindsats.
Deres indsats alene er utilstrækkelige. Uddannelse og træning alene er utilstrækkelig. I Afrika forvandler kristendommen folks hjerter. Den bringer åndelig forvandling. Ændringen er god.

I sin klumme vedgår Parris, at han tidligere undveg den sandhed ved at anerkende de kristne menigheders praktiske indsats. Fordi han syntes, det var ærgerligt, at frelsen indgik i ”pakken”.
– Men både sorte og hvide kristne i Afrika helbreder virkelig syge og lærer folk at læse og skrive. Kun den mest ufølsomme fritænker kan se på et missionshospital eller skole og hævde, at verden ville være bedre uden. Jeg plejede at tænke, at såfremt troen var en nødvendig motivation for missionærerne i deres hjælpearbejde, så fint. Men det vigtige var hjælpen, ikke troen, husker ateisten og fortsætter:
– Det stemmer bare ikke med fakta. Troen hjælper ikke kun missionæren; den overføres også til flokken. Det er den effekt, som er så betydningsfuld, og som jeg ikke kan undgå at bemærke.

Parris fortæller videre om sin erindring af de afrikanere, der arbejdede hos dem under hans opvækst i en afrikansk landsby.
– De kristne var altid anderledes. Frem for at være undertrykte eller begrænsede forekom troen nærmere at have frigjort dem og givet dem en ro. De var livfulde, nysgerrige og engagerede i verden. De havde en ligefremhed i deres samvær med andre, hvilket syntes at mangle i traditionel afrikansk liv. De stod ranke.

Forkortet af Levi Giversen. Find hele klummen på:
www.timesonline.co.uk