Hvad er du værd?
Menneskets værdi er altid den samme. Den er ukrænkelig. Uforanderlig. Skal vi bytte? spørger jeg tit min mand, når han tager en funklende ny pengeseddel op af pungen. Så får du en gammel af mig i stedet for.Hver gang spørger han smilende: – Hvorfor i alverden vil du hellere have en ny seddel? Den er jo lige meget værd, ligegyldig om den er ny eller gammel.
Det passer. I butikkerne kan jeg vælge at betale med en ny, frisktrykt eller med en gammel, slidt seddel. Det kommer ud på ét. Sedlen må endda gerne også være krøllet eller snavset.
Med menneskers værdi forholder det sig på samme måde. Den er ukrænkelig. Uforanderlig. Det står i grundloven. Men til hverdag synes der at gælde andre regler.
Din værdi afhænger af, hvem du er, tror mange. Derfor lægger de et stort arbejde i at opbygge et image. De har noget særligt tøj på, får tilkæmpet sig en titel, udtrykker sig med stor omhu og sulter sig ned i en størrelse 36 for at andre kan beundre dem.
En talemåde lyder: – Du er, hvad du kan. Din identitet og dit værd afhænger af, hvad du kan. Det er farligt! På et eller andet tidspunkt vil vi alle falde igennem. Hvad så? Hvem er vi så?
Tit læser vi om kvinder, som har tvivlet på deres værd og søgt at finde svar på, hvem de var. En tvivl, som let kunne have kørt dem helt ned. De er faldet dybt, men ikke så dybt, at Gud ikke mere kunne redde dem. Hans kærlighed opfanger alle, som vil det.
Derfor er det første skridt at tage imod Guds tilgivelse. Men hvordan kan vi vokse i troen, når vi springer startfeltet over? Og hvordan skal vi kunne trøste andre, når vi ikke engang er sikre på, om hans nåde rækker til vores egen skyld?
Når vi kun siger ja til Guds tilgivelse med vores forstand, men ikke lader den trænge ind i vores hjerte og finde sin plads der, går vi lige lukt i en af disse to fælder: Enten gør vi vores skyld ubetydelig: – Så slemt var det nu heller ikke, – eller også gør vi korset mindre: – Min skyld er ikke så stor, at Jesu offerdød ikke kan sone den. Men i begge tilfælde bestemmer vi situationen og lader Guds nåde udenfor.
Jesus råbte på korset: – Det er fuldbragt! Paulus var en morder, David en ægteskabsbryder, Rahab en prostitueret. De er vidner om, at Guds store, ufortjente nåde er virkelig! Ikke noget tomt løfte! Det holder. Og vi kan ikke føje noget til for at fortjene Guds velvilje og kærlighed.
Tror du, at præstationer og image slår til som målestok for, hvad du er værd? At en solid konto, en doktortitel eller en figur som en model kan gøre det ud for det forunderlige i dit personlige værd? Aldrig nogensinde.
Det er ikke den, du er, eller det, du gør, der bestemmer din værdi, men hvem du tilhører. Og du tilhører Gud den Almægtige. Din værdighed og din værdi ligger gemt i hans kærlighed. Fast forankret. Hos ham er du accepteret og elsket, som du er!
For den, der tilhører Kristus, gælder, hvad Paulus skriver i Romerbrevets kap. 8: Brødre i Kristus, sat fri og skænket liv, fred, frihed, ære og håb. Mere end sejrherrer. Uadskilleligt omsluttet i Guds kærlighed.
Lad os bygge vores liv på denne urokkelige sandhed. Lad os give plads til, at Guds ord kan forvandle vores opfattelse af os selv. Så vil vi kunne gøre den samme opdagelse, som en buddhistisk præst gjorde for 50 år siden i Bangkok:
En grim, grå stenstatue havde i årevis stået og smuldret mere og mere på en plads i byen. En dag besluttede præsten at få den gamle statue flyttet hen i sit tempel. Under flytningen brækkede et stykke af statuen af. Da fik præsten øje på noget, der skinnede neden under det gamle lag puds. Han fjernede det yderste lag og stod fuld af forundring foran den største guldskulptur i verden: over tre meter høj. Ingen havde haft nogen anelse om det.
Din sande værdi ligger også gemt i dit indre. Men endnu bedre: den er uforgængelig. Penge kan miste deres værdi, hvad enten det drejer sig om euro, dollar eller kroner. Men din værdi forbliver ukrænkelig. I al evighed. For den er forankret i Guds kærlighed.
Af Elisabeth Mittelstädt
