Kreativt musik- materiale til børn
En cd med 10 kvalitetssange for børn er udkommet. Og cden indgår i et samlet materiale med teksthæfte, noder, becifringer, instruktioner og ideer til enkle instrumenter.Det er simpelthen et materiale, der vil inspirere børn til at være aktivt med i sangene – på de forskellige niveauer, der matcher den enkelte. Det er også et materiale, som vil være en stor hjælp til voksne, der gerne vil stimulere et børne-musikmiljø i kirken eller i familien. Til hver af de ti sange er der ideer til at inddrage forskellige instrumenter: Udover en del inspiration og instruktion til blokfløjte og forskellige rytmeinstrumenter er der oversigt over de gængse guitarakkorder og til at improvisere med det, vi i min barndom kaldte for en Freddy Fræk-harpe! Når jeg hører den på cden, får jeg virkelig lyst til at få fat på sådan én! Og rytme-instrumenterne
jamen, det endte da med, at jeg måtte til at slå med grydeskeer på vores stole i spisestuen. Vores møbler lyder faktisk rigtig godt!
Et yderligere element i materialet er korte refleksions-tekster til hver sang, som er velegnede til god snak eller måske andagter. Og jeg kan rigtig godt lide, at disse tekster ikke er hverken meget påståelige eller færdige, men stimulerer til undren og åbne tanker. Den ros skal sangteksterne for øvrigt også have. De er hverken banale eller manipulerende, men indeholder – synes jeg – smuk poesi på en enkel og mund-ret facon. Det ligner en bevidst pædagogisk linje i teksterne, at de gerne vil lukke op for barnets egne sansninger, længsler og håb.
Nogle af melodierne er enkle, hurtige, rytmiske ting lige ud ad landevejen; andre er lidt mere dvælende og melodiske. Personligt er jeg faldet pladask for melodien til sangen Hvad spiser engle, mor? (for øvrigt et eksempel på en drømmende, om end ikke just dogmatisk vigtig!) tekst. En helt anden type sang er En rigtig helt, som indeholder enkel og central evangelie-historiefortælling: Han snakkede med dem, som ingen andre gad/En kvinde, som blev mobbet, hende gjorde han glad. Ja, mere indviklet behøver det jo egentlig ikke at være! I hvert fald ikke hver gang.
Udover selve cden og hæftet med tekster, noder, becifringer, instruktioner osv. indeholder materialet også en playback-cd, så man med det samme har noget god musik at synge til – og øve sig på sine instrumenter sammen med.
Mon ikke en række af disse sange – der er skrevet af Jette Vibeke Madsen – snart vil høres rundt omkring i hjem og kirker og børnelejre og sommerstævner? Og give flere børn lyst til at synge og spille og springe lidt rundt! For resten bliver der sunget rigtig dejligt på cden.