For meget staffage

Denne roman, denne knytnæve har et stykke tid ligget på mit skrivebord og provokeret mig både fysisk og mentalt. Hvad ligger bag? Er titlen ironisk ment, er den symbolsk, eller hvad er den? Det er beretningen om Nikolaj, der som 13-årig bliver forældreløs, og hans mildt sagt tumult-agtige liv efterfølgende: selvhad, selvdestruktion, selvmordsforsøg, problematisk seksualitet, slagsmål og stoffer. En art prototype på ”den skidte knægt”, og den negative spiral bliver stedse mere markant. Indtil en mand med sandaler og skæg en sen lørdag nat dukker op i hans lejlighed; det er Jesus, og Han vil gøre ham til ”et bedre menneske”. Nikolaj får at vide, at han skal flytte tilbage til Tarm, hvor moderen med sin indremissionske bagrund kom fra … og det gør han så.
Man kan ikke frakende debutanten Lars Husum, at han har stor skrivemæssig kunnen, og at han kan skrive lige ud ad landevejen. Det ene øjeblik kan sproget være silkeblødt som en sommerfuglevinge, det næste ubarmhjertigt gadedrenge-råt. Men samtidig er man klar over, at det næppe er Bibelens Jesus, han har i tankerne; det er betegnende, at forfatteren på sin hjemmeside afviser at komme nærmere ind på spørgsmålet. Det er en roman om frelse, skriver han, og Jesus er det største symbol på frelse.
I et interview i Jyllands-Posten 8/11-2008 udtaler Lars Husum endvidere:
”Der er jo et budskab om at søge kærligheden, og det er selvfølgelig rodfæstet i det kristne budskab om næstekærlighed, men det er ikke religiøst. Her er ingen frelse efter jordelivet, men et budskab om, at vi skal opføre os ordentligt, være solidariske og søge kærligheden her og nu i livet”.
En hvilken som helst new age-terapeut eller guru kunne have sagt det samme. Når det kommer til det, er både romanen og dens titel udtryk for en forfladigelse, på grænsen til det blasfemiske, af kristendommens grundlægger; et godt eksempel er fortællerens karakteristik: ”Han er frygtindgydende. Det er Guds søn vel nødt til at være” (s. 99). Man mærker sig det diskrete forbehold.
Min anmelder-anstændighed byder mig for en sjælden gangs skyld at fraråde bladets læsere denne bog. Og blot tilnærmelsesvis noget, der kunne minde om en kristen roman, er den heller ikke. Derimod er den for meget staffage (vold og sex) og for lidt substans.

Lars Husum: Mit venskab
med Jesus Kristus
320 sider • 299 kr.
Gyldendal