Baptister bakker op om deres kirke
Men efterlyser mere samarbejde med andre kirkesamfund.Vil krisen ødelægge eller styrke Baptistkirken? Noget tyder på det sidste for en ny rapport viser, at baptistledere bakker op om deres kirkesamfund.
Det har ellers tydet på det modsatte. Omfattende kritik fik ved årsskiftet hele Baptistkirkens ledelse til at gå af og samtidig fyre kirkesamfundets generalsekretær. Men nu er en midlertidig ledelse indsat, og generalsekretær Jan Kornholt får lov til at blive lidt endnu.
Med god grund, ser det ud til efter en rapport fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR).
– Der er en række kerneaktiviteter, man er forholdsvist enige om bedst varetages i fællesskab: organisering af fælles mødepladser – primært Missionsstævnet – rekruttering og uddannelse af medarbejdere, kontakten til offentlige myndigheder og international mission, konkluderer rapporten.
Mission i Danmark ses dog som den lokale menigheds ansvar.
Til gengæld vil man gerne samarbejde med andre kirkesamfund om fx administration, missionsprojekter og uddannelse.

