Lone Hertz sprudler af tro og liv

Kristendommen er fundamentet for mit liv og min kunst, siger Lone Hertz. I dag fylder hun 70 og har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig…Lone Hertz fylder 70 år i dag, torsdag den 23. april. Men hun har ikke tænkt sig at gå på pension. Tvært imod kører hun over 50.000 km om året i sin lille bil for at holde foredrag og recitere Johannes-evangeliet over hele landet.
Og er lige nu fuldt optaget af et oplysningsprojekt for missionsselskabet Danmission.
Og har tilbudt Bibelselskabet helt vederlagsfrit at recitere Johannes-evangeliet for de unge grupperinger, som hun mener mangler basal og kulturel viden om kristendom. Hun har læst det 1.000 gange og gentager det for sig selv hver dag i 14 dage inden en offentlig fremførelse. Det har hun gjort, siden hun i 1993 blev bedt om at indlæse hele Det Nye Testamente i Danmarks Radio.
Og…
Hvornår har du tænkt dig at holde op og nyde dit otium?, spørger vi, da hun endelig får tid til interview over telefonen en sen aften:
– Jeg bliver ved, til jeg segner! svarer Lone Hertz prompte.

Men lad os så kigge tilbage på dit liv – hvad har været din største aha-oplevelse?
– Livet er én stor aha-oplevelse. Alt er kommet bag på mig, siger Lone Hertz, mens hun ler højt.
Hun tilføjer:
– Men jeg mener det: Livet er for mig én stor aha-oplevelse!
Kraks blå bog supplerer med detaljer – og her afsløres et liv i højt tempo:
Lone Hertz startede sin skuespillerkarriere ved ABC-Teatret 1956-61 og fik derefter mange hovedroller i bl.a. Avenyteatret, Folketeatret, Det Ny Teater, Aalborg Teater, Det Kgl. Teater, Det Ny Scala, Gladsaxe Teater, og hun blev sammen med Malene Schwartz leder af Bristol Teatret 1980-82, af Aveny Teatret 1982-84, og derefter rektor for Statens Teaterskole 1984-90.
Mange vil huske hendes hovedroller på film, bl.a. Cleopatra i Cæsar og Cleopatra, Julie i Romeo og Julie, og Kvinden i Århundredets kærlighedseventyr. Fra tv kender vi hende bl.a. som Claire i Stuepigerne, Rosita i Frk. Rosita og Lisbed i Erasmus Montanus, samt Kvinden i Århundredets kærlighedseventyr. Og sidst i 2008 spillede hun priorinden i Folketeaterets opsætning af ”Tvivl”.
Lone Hertz har fået tildelt et utal af priser for sine præstationer, bl.a. Århusstudenternes Æreskunstner 1965; Teaterpokalen 1965; Filmfondens pris 1965; filmprisen Bodil 1965, 1967 og 1980; Juryens specialpris ved filmfestival i San Remo 1982; Bodil Ipsens Jubilæumslegat 1990; Årets Hilary Pris 1997 og Else Maries Hæderslegat 2004.

Derfor er det ikke underligt, at Lone Hertz jævnligt optræder i medierne – og her fortæller hun beredvilligt om sin tro:
– Troen på Gud præger jo min tankegang, forklarer hun. – Den præger alle mine holdninger og handlinger – de to ting hænger jo sammen.
– Kristendommen er fundamentet for mit liv, selv om jeg ikke altid har efterlevet troen ideelt set. Men viljen ser Vorherre på, og det er det vigtigste!
Og tro og kunst er for hende ikke modsætninger – tværtimod:
– Kristendommen er også grundlaget for min kunstneriske virksomhed. Kunst er ikke at kunne, for så er det faktisk ikke en kunst. Så kan alle det jo. Kunst er at gøre noget i særdeleshed, hvor man aldrig ved, om det vil lykkes eller ikke vil lykkes.
– Det er jo som at være cirkus-artist. Man skal vove sig helt derud, hvor man ikke tror, man kan bunde. Det skal der meget tro og håb til! Det er som at stille op til Olympiaden hver aften, hvor publikum sidder som dommerpanel. Man skal præstere sit ypperste lige dér, ellers duer det ikke. Det er et stort pres, og dér bliver troen drivkraften.

Men kristendommen er ikke kun en hjælp i konkrete situationer, men en forståelsesramme for hele den vestlige kultur, mener Lone Hertz. Derfor vil hun gøre sit til at formidle kristne værdier i det, hun kalder ”tidens kulturelle opgør”:
– Vi lever i en tid, hvor mange dårligt vil vedkende sig, at det akkompagnement til livet, som de er vokset op med, det er for de fleste kristendommen. Det er ikke mange bevidste om, slet ikke de unge. Det er fortvivlende!
– Derfor har jeg tilbudt Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, som er præsident for Det Danske Bibelselskab, at jeg vederlagsfrit vil tage ud og recitere Johannes-evangelIet for unge. Så lærer de da i det mindste ét evangelium at kende! Ikke for at missionere, men for at de skal kende deres baggrund. Det har ret til at kende noderne til det akkompagnement, de har fået kulturelt.

Troen skal have noget at leve af, mener hun. Derfor er formidlingen af de bibelske tekster så vigtige:
– Jeg har altid været troende. Men det hjalp mig utroligt meget at få sat ord på min tro – for det var det, der skete, da jeg begyndte at beskæftige mig så kraftfuldt med disse tekster.
– Jeg troede, jeg vidste, hvad det egentlig var, jeg troede på, men det gik så op for mig, at det anede jeg ikke, for jeg havde jo aldrig læst teksterne i virkeligheden. Jeg havde jo kun lært højdepunkterne i skolen og så videre.
– Det er meget berigende at få sat ord på sin tro. Vi er jo gennemsyret af kristendommen i vores opdragelse, gennem vores barndom i skolen, hele vores demokrati hviler, som jeg oplever det, på kristendom. Det er bare ikke defineret, det er uden substans. Og det er det, vi begynder at søge efter. Hvad er substansen, hvad er det egentlige, hvorfor synes vi, det ene er forkert, det andet rigtigt?
– Det er livsnødvendigt, at vi kender udspringet. For mange mennesker – jeg selv og mine børn med – har store lækager. Vi har jo ikke kendt vores besøgelsestid; vi har ladet det sejle i alt for mange år. Så der er noget at indhente.

Hvornår har du tænkt dig at holde op og nyde dit otium?
– Jeg bliver ved, til jeg segner! Jeg vil meget nødig gå på pension. Jeg er indskrevet som folkepensionist, men jeg betaler helst det hele tilbage. Jeg har altid opfattet mig som et talerør for de kristne værdier. Som brobygger.
Et par klik på hendes hjemmeside viser et væld af aktiviteter. Foruden bibel-oplæsning og såkaldt dogmeteater holder hun foredrag om bl.a. Livskvalitet, Det grå guld, Mission på godt og ondt, Handicapverdenen – og så er hun ambassadør og ”handelsrejsende i hjerter” for Hjerteforeningen.
– Næste projekt er et oplysningsprojekt for missionsselskabet Danmission, hvor jeg vederlagsfrit medvirker i en film, der er sponsoreret af Danida. Jeg deltog i en rejse til Egypten for at belyse et dialogprojekt. Her var jeg bl.a. ude i en landsby og overværede en koptisk biskop tale med en muslimsk sheik om begrebet omskærelse. Med som publikum var også piger ned til 11-årsalderen, og det var rørende at følge deres reaktion på samtalerne, for det er jo deres kroppe, det hele handler om. Danmission har så bedt mig om at tage rundt i landet og vise en smagsprøve af filmen og så følge op med et foredrag.
– Dialog er jo Vorherres bageopskrift. Dialog begyndte faktisk med Adam i Edens have. Gud så, at han ikke havde godt af at være alene og kun snakke med dyrene, så Gud skabte et andet menneske, en kvinde. Og så blev der dialog – det tør jeg nok sige! – og det har der så været lige siden – på godt og ondt.
– Men dialog er nødvendig. For dialog er Vorherres opskrift på broen mellem mennesker. Dialog er et værktøj til verdensfreden, slutter Lone Hertz.