Gospel, Gud og fællesskab

Peter Steinvig er musikalsk leder, når der er Bøn for Nationen i Helligaandskirken på store bededag
og for den fælleskirkelige udendørs gudstjeneste på Mosede Fortet 2. pinsedag. Èn enkelt mand har samlet rigtig mange mennesker om at synge gospel i Danmark: Organisten i Karlslunde Strandkirke gennem 26 år, gospel-entusiasten Peter Steinvig.Gospel, glæde og Gud er kodeordene, når hans kirke-gospelkor Grace synger.
Hver onsdag aften samles sangerne i Strandkirken for at øve og få sidste nyt om de mange aktiviteter, koret konstant er engageret i. Ikke mindst takket være ildsjælen Peter Steinvig.
Han startede sit første gospelkor, Kefas, for 34 år siden og Saints and Sinners for 13 år siden – begge kor lever stadig i bedste velgående. Det samme gør Copenhagen Gospel Festival, som han tog initiativ til i 1992. Samt flere mindre gospel-festivaller og workshops, han løbende er involveret i.
Peter Steinvig er medlem af Solrød frikirke og fortaler for kombinationen tro, kreativitet og fællesskab. Også mellem kristne på tværs af kulturer.
– Gospel er et stærkt udtryk for, at vi herhjemme tager fremmede kulturer til os. Det er et godt signal om, at vi er åbne over for andre og for at synge og spille anderledes musik, siger han.
Det er derfor med glæde, at han i år for tredje gang er musikalsk leder af arrangementet Bøn for Nationen i Hellig-aandskirken i København den 8. maj kl. 17-20.

Etniske kristne

– Jeg synes, det er fantastisk, at der er så mange fra nydanskernes kirker, der har taget store bededag til sig. De stiller op for at bede og synge for danskerne og Danmark – for at velsigne deres nye land.
Det er dejligt at opleve alle de etniske kristne kirker gå sammen denne dag, hvor fx afrikanske, asiatiske og latinamerikanske kristne synger side om side, siger han.
Peter Steinvig skal i denne forbindelse være dirigent og korleder for et internationalt kor på ca. 70 deltagere i Helligaandskirken. Der er i øvrigt også Bøn for Nationen i Odense Domkirke kl. 15.
– Som kristen er det skønt at opleve den enhed mellem danskere og nydanskere til trods for de store forskelle, der kan være. Opleve at man sagtens kan finde sammen i et fællesskab på tværs af kultur og fornemme en enhed og glæde ved at være sammen om at prise Gud.
– Store bededag i Helligåndskirken er bøn, lovsang og fællesskab mellem mennesker, siger han. Det er Evangelisk Alliance, der arrangerer Bøn for Nationen i samarbejde med internationale og danske kirker i København.

Gospel-entusiasten Peter Steinvig er organist i Karlslunde Strandkirke.
Pinse på Herrens mark

Peter Steinvig er også musikalsk ansvarlig for den fælles udendørs gudstjeneste for hele Greve-Solrød Provsti mandag den 1. juni kl. 11 ved Mosede Fortet, hvor alle frikirker og folkekirker i Solrød og Greve kommune igen står sammen om at arrangere Pinse på Herrens mark.
Her stiller han op med el-klaver, kor og band.
– Musikalsk set bliver det så vidt favnende som muligt. Gospelkoret Grace er rygrad, men det bliver med forskellige kirkekor fra Tune, Mosede, Solrød og Havdrup. Vi mødes snart for at øve sammen i Strandkirken.
– Det er et vejrfølsomt arrangement, men det plejer at gå fint, siger han.
Det er sandsynligt, at et udvekslings-kor, som Grace har på besøg fra Tyskland, også deltager i Mosede.

Glæde og støtte

Peter Steinvig og gospelkoret Grace stiller op til meget, både i og uden for kirken: Festlige begivenheder som fx lørdag den 25. april hvor ”hans tre kor” igen optrådte sammen på plænen i Tivoli.
I øjeblikket er koret ved at planlægge en rejse til USA. 47 sangere tager afsted til september.
Men koret handler også om at give støtte til mennesker i svære stunder.
En øveaften fortalte han koret, at han havde skaffet en vikar til at klare hans opgave som organist i Strandkirken i weekenden. Så kunne han bruge sin ”fridag” på at spille til en begravelse, der havde rørt hans hjerte.
En yngre mand var blevet skudt og dræbt af sin bror, der nu sad i fængsel. Den dræbte skulle begraves. En stor del af koret valgte at tage med og synge for at støtte de pårørende.

Peter Positiv

Peter Steinvig er ikke sådan en ”her kommer jeg type”, der stjæler rampelyset. Snarere en, der berører menneskers hjerter, når de bemærker, hvor fin, hjælpsom og ihærdig han er. På sin egen stilfærdige måde. Nye kormedlemmer erfarer det ofte hurtigt. Finder ud af at han faktisk er værd at lytte til, selvom han ikke taler særligt højt.
Manden har en udstråling af ydmyghed og venlighed, tripper nærmest lidt forsigtigt afsted – måske fordi han er vant til at blive stoppet mange gange undervejs af mennesker, der lige vil veksle et par ord med ham. Selvom han teoretisk set slet ikke har tid til de mange små samtaler, tager han sig det alligevel. Så vidt det overhovedet er ham muligt.
Der er noget rørende over hans væsen, hans vilje til det gode, til at komme mennesker i møde, og over de guldkorn, der med jævne mellemrum kommer ud af hans mund fx til kor-træning.
Peter Steinvig har en indgroet ”det kan sikkert sagtens lade sig gøre” tankegang. Det er et godt fundament for at kunne være så stærk en drivkraft og klippe for de mange mennesker, der krydser hans felt.
Hvordan det er lykkedes ham at kombinere det høje musikalske aktivitetsniveau med et familieliv med fem børn (tre hjemmeboende) vides ikke. Men der er højsind og højt til loftet i privaten, et landsted i Havdrup, hvor der er god jordforbindelse. Hustruen Anette er egentlig socialrådgiver, men står for størstedelen af ansvaret for hjemmefronten og for børnene. Efter en kollegas dødsfald har parret det sidste års tid haft en ti-årig dreng boende, som de håber at få lov til at beholde og har desuden en to-årig dreng med en mor fra Congo i aflastning.
Når Peter Steinvig er hjemme, spørger han, ”hvad skal jeg gøre i dag?” for Anette har styr på tingene og ved, hvad der er vigtigst. Han behøver aldrig kede sig, men vil dog gerne have lidt mere tid til børnene.
– Jeg er altid lidt i minus på hjemmefronten, siger han.
Heldigvis giver gospel masser af glæde og energi, som han kan bruge til at håndtere de mange opgaver. Hans positive indstilling og bestemt ikke mindst hans stærke kristne tro har også stor betydning.