Kristne forenede i bøn
Der var lovsang, bøn og forsoning i luften ved Global Day of Prayer Pinsedag.Løft jer, I porte.
Åbn jer op, I gamle døre,
så Ærens Konge kan træde ind!
Dette bibelcitat blev bedt i alle verdens 220 lande ved Global Day of Prayer Pinsedag. Også herhjemme samledes kristne til bøn for Danmark og verden i bl.a. Aalborg, Kolding, Fyn og København.
– Hvem er denne Ærens Konge?, fortsatte bønnen retorisk og svarede med bibelordet: Han er Herren, den almægtige! Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn!
På den måde inviterede kristne over hele landet Gud ind på verdensscenen for at kundskaben om ham må fylde jorden som havet dækker havets bund.
40 kristne bad på Fyns højeste punkt Frøbjerg Bavnehøj. 150 skrev bønner til Gud på Rådhuspladsen i København. 300 nordjyder velsignede nationerne fra Signalbakken ved Aalborg. Og på det historiske Skamlingsbanken syd for Kolding deltog 400 i en forsoningshandling mellem danskere og tyskere. Forsoningen markeredes bl.a. ved at danskerne bad for de 50 deltagere fra en menighed i byen Eckernförde.
Overalt deltog kristne fra alle mulige kirkeretninger.
I Aalborg førte 12 præster an i bønnen. På Skamlingsbanken bad en katolsk præst side om side med folke- og frikirkepræster. Lovsangen bidrog til feststemningen, og alle arrangører melder trods skiftende fremmøde at Global Day of Prayer er kommet for at blive. Arrangementet holdes igen næste år den 23. maj.