Debat
Måske er det bare, fordi jeg er ved at blive en halvgammel mand, at det må berøre mig. Men det bedrøver mig igen! igen! at skulle læse om stigende antal klamydiatilfælde blandt de unge, og at kun næsten halvdelen af vor fremtids blomst bekymrer sig om sagen.
Sagen er jo samtidig den, at danske unge er storforbrugere af porno på (især) internettet – men også i øvrigt. Og hvis der er én ting, pornograferne netop ikke kerer sig om, så er det sammenhængen mellem usikker, dvs. kondomfri, sex og udbredelsen af blandt andet kønssygdomme. Pornoindustrien er en både benhård og iskoldt beregnende branche, hvis virkelighed står i skærende kontrast til det glansbillede, fx porno-matadoren Barny Nygaard ellers ynder at frempostulere: at porno bare er en hyggelig, lille ting, og at han ligeså godt kunne have handlet med lakrids eller sytråd.
Hvert år pumper det danske sundhedsvæsen millioner af gode kroner i de ulykkelige følgevirkninger af usikker sex: hiv/aids, gonorre, herpes, aborter, klamydia og ufrivillig barnløshed, psykiske afhængighedstilstande; listen kunne med lethed udvides.
Og hvert år pumper pornoindustrien millioner af stillfotos og filmruller ind over markedet, hvor sikker sex alene er en undtagelsestilstand.
Derfor må pornoindustrien tage socialt ansvar og mærke sine produkter – og vil den det ikke frivilligt, må den pålægges gift-skat. Det er meningsløst, at tobak og alkohol pålægges skyhøje afgifter på grund af deres sundhedsskadelige sider, når pornoindustrien kan slippe afsted med at normalisere en seksuel adfærd, der er ikke mindre sundhedsskadelig.
Hvis så blot industrien ville være ærlig omkring det, kunne man sige!
Kristian Kristiansen,
forfatter
Roesskovsvej 27 II tv.
5200 Odense V
Psykologhjælp er en god opfindelse, men dyr. Personer mellem 18 og 37 år har dog mulighed for at få indtil 60 pct. tilskud til at betale regningen. Det er fint for kvinder med fødselspsykose samt krigsskadede soldater, der har overlevet krigen.
Men hvad med de ældre? Der er udsigt til, at ordningen kan udvides til 60 år. Men personer over 60 år kan ikke få tilskud. En gruppe, der har et meget stort behov for hjælp, må selv betale. En persongruppe, der tegner sig for 275 af ialt 630, der valgte selv at afslutte livet, da de ikke evnede mere. I et kristent land bør ingen aldersgruppe have nødig at komme i den situation. Selv om vi ikke alle er psykologer eller psykiatere, kan vi dog godt uden ekspertise hjælpe et medmenneske ved at have tid til at lytte. Og blive ved med at lytte, selv om nogle af samtalerne er gentagelser.
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager I B st. th.
6400 Sønderborg
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.