Ikke en lukket fest
Sundhedspersonalets Missionsfællesskab vil gerne være flere om arbejdet. Lys og salt i en forvirret tid, lød parolen fra Sundhedspersonalets Missionsfællesskabs (SMF) årsmøde sidste weekend.Et årsmøde, der betød et farvel til en progressiv bestyrelsesformand for organisationen, der støtter og beder for 40 danske missionærer rundt om i verden.
Trods afskeden, der også betyder, at Anni Moslev siger farvel til 17 års bestyrelsesarbejde, gør den 67-årige kvinde sig fortsat mange tanker om SMFs fremtid.
Aldersgennemsnittet er nemlig højt i den 87 år gamle organisation. En udvikling, der ifølge Anni Moslev bringer SMF tæt på en skillevej.
– Sidste år fik vi 12 nye medlemmer, men vi mistede 45, lød det således i en af hendes afskedsreplikker fra talerstolen på Nyborg Strand.
Til Udfordringen siger hun, at årsmødets tema rummer en dobbelthed. Foruden at opmuntre til mission peger bibelcitatet om at være lys og salt også på behovet for at være synlig og tydelig.
– Derfor har vi oprettet en hjemmeside, ligesom vi forsøger at gøre opmærksom på os selv med kuglepenne, klistermærker og et informativt blad, fortæller den aftrædende formand, der håber flere sundhedsuddannede kristne vil engagere sig i arbejdet.
Forudsætningen er, at man har en sundhedsfaglig uddannelse, hvilket Anni Moslev vedgår, kan virke ekskluderende.
– Men SMF er ikke en lukket fest, fastslår hun og oplyser, at hun selv stod i spidsen for de vedtægtsændringer, der i 2003 åbnede organisationen for andre sundhedsuddannede end blot sygeplejersker.
Arbejdet i SMF er organiseret i form af 23 kredse over hele landet, hvor man lokalt tager ansvar for de udsendte missionærer.
Missionærerne er ikke udsendt af SMF, men af forskellige kirker. Opgaven for de 651 medlemmer er derfor at yde økonomisk støtte og forbøn til de udsendte.
– Man kan sige, vi både beder for missionærerne og opfylder nogle af deres bønner, bemærker Anni Moslev, der selv gik ind i kredsarbejdet for at give lidt igen for den opbakning hun, som tidligere missionær, har oplevet på missionsmarken.
– Det syntes jeg var naturligt, siger Anni Moslev, der er uddannet sygeplejerske og sammen med sin mand, Kaj, i flere omgange har været udsendt til Nigeria.
I håb om at opnå større synlighed og få flere deltagere med i den åbne fest har SMF gjort tilnærmelser til et beslægtet selskab, nemlig LMF – et akronym der står for Lærernes Missionsfællesskab.
LMF var da også repræsenteret på årsmødet, ligesom de to organisationer i april holdt et fælles bestyrelsesmøde, hvor fusionsovervejelserne blev lagt i hænderne på et udvalg.
– Tiden er jo også blevet en anden på missionsmarken. Hvor det tidligere var almindeligt, at sygeplejersker rejste alene ud som missionær, har sygeplejersker i dag typisk en ægtefælle med. I nogle tilfælde en lærer, hvilket faktisk betyder, at SMF og LMF har flere dobbeltmedlemskaber, og i nogle kredse et tæt samarbejde, siger Anni Moslev, der dog ikke vil give konkrete bud på, hvordan hendes efterfølger på posten og den nye bestyrelse skal være lys og salt i en, om ikke forvirret, så forhåbentlig festlig fremtid.
SMFs bestyrelse konstituerer sig selv, og den nye formand var ikke udpeget ved redaktionens slutning. Se evt. www.ydremission.dk/smf/