Moses gik uden om Gaza
Med udgangspunkt i Gaza-krigen i februar i år beskriver journalist Ricard Oestermann, Jerusalem, i sin nye bog også Gazas bibelske og jødiske historie, som går 3700 år tilbage.
Vi bringer her et uddrag fra bogen, som udkommer 24. august.Gaza-striben kunne være blevet kendt som stedet, Moses drog til med titusinder af israelitter i sit følge efter udgangen af Egypten.Moses førte oprindelig det jødiske folk i denne retning, da han var nået til Sinai-ørkenen og var på vej mod Gaza ved Middelhavet for at tage den korte vej til Det forjættede Land.
Det gamle Testamente antyder, at Moses ændrede sin plan af bekymring for en konfrontation med filistrene, som han troede var i Gaza-området. Så han drejede af til højre og tog sit folk på en 40 års odysse gennem ørkenen.
Nu har arkæologiske opdagelser afsløret, at Moses ikke havde haft grund til at bekymre sig for filistrene, for de havde dengang 1300 år f. Kr. endnu ikke oprettet et styre i kystområdet ved Gaza. Arkæolog-ægteparret Moshe og Trude Dothan, begge professorer i arkæologi ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem, har fundet frem til, at israelitterne drog ind i ørkenen ikke for at undslippe filistrene, men det selvsamme folk, de netop var flygtet fra: egypterne.
Beviset: resterne af et stort egyptisk samfund syd for Gaza by, der blomstrede under Moses formodede fjende, faraoen Ramses II.
Efter seksdageskrigen i 1967 opdagede Trude Dothan, at arabiske antikvitetsforretninger i Jerusalems Gamle By netop erobret af israelske styrker var fulde af egyptiske kulturgenstande.
Da hun spurgte, hvor disse kom fra, sagde de handlende, at de især stammede fra Hebron, i bjergene syd for Jerusalem. Dette kunne ikke være rigtigt, mente hun, fordi mange af disse genstande smykker, lermasker, og tilmed kister stadig havde mærker af gulligt Middelhavssand.
Trude Dothan formodede, at genstandene nok kom fra Gaza-striben, som Israel også havde besat under krigen, og fortalte dette til daværende forsvarsminister Moshe Dayan, der var en ivrig amatør-arkæolog. Tre måneder senere fortalte han hende, ikke blot hvor de egyptiske genstande kom fra han afslørede aldrig, hvordan han fandt frem til dette men han skaffede en militæreskorte til et sted nær den arabiske by, Deir el-Balah, nogle kilometer syd for Gaza by.
Her fandt professor Dothan talrige fragmenter af gamle lerpotter, af samme slags som de egyptiske genstande, hun havde opdaget i Jerusalem. Da der havde været gravrøvere på spil, ville hun omgående begynde en udgravning, men der var uro og terrorisme i området, og det måtte vente tre år, før hæren tillod hendes hold at begynde en udgravning.
Udgravningen blev overvåget af soldater, og der måtte ikke graves ud efter kl. 16. Dette var reglerne. Men Dothan lod sig ikke anfægte. Hun ansatte en beduin ved navn Hamed som arbejdsformand. Når han vandrede over sandklitterne, holdt han en lang skruetrækker foran sig som en slags ønskekvist, mens han på arabisk mumlede: Yom assal, yom bassal (en dag er det honning, en anden dag er det løg).
Et af de mest opsigtvækkende fund af egyptiske genstande, som Trude Dothan gjorde, var, da hun i Deir el-Balah fandt 50 ler-sarkofager i en stor, gammel begravelsesplads.
Den lå nær Middelhavet og var blevet beskyttet mod plyndring af svære sandklitter. Lignende begravelsespladser er blevet fundet nær Nil-deltaet. Gaza-sarkofagerne viser klart den egyptiske indflydelse. Lågene har mumie-agtige figurer, der antyder den afdødes ansigt, paryk, arme og hænder. Mange af ansigterne har små skæg, der måske symboliserer skægget hos den egyptiske dødsgud Osiris, til hvis rige den afdøde skulle komme.
De afdødes lig, som regel mere end et, blev lagt u-balsamerede i kiste sammen med begravelsesgaver som lervarer og madskåle. Hvis den afdøde var velhavende, blev der tillige lagt udsøgte smykker og kar, lavet af sten og bronze.
Filistrene, som Trude og Moshe Dothan omtaler udførligt i deres bog People of the Sea (Havets folk), er blandt de mest bagtalte folkegrupper i oldtidens historie. Bibelen betegner dem som snedige hedninge-krigsmagere, mens oldtidens egyptere betegnede dem som pirater og marodører. I vore dages sprog er filister betegnelsen for en snæversynet person.
Med ægteparret Dothans bog får filistrene oprejsning, efter 3000 års forløb. De giver et helt andet billede af filistrene, som et højt civiliseret folk, med avancerede fagfolk og kunsthåndværkere, sofistikerede arkitekter og økologisk-sindede byplanlæggere.
I deres bog skriver Dothans, at filistrene, som bosatte sig på Kanaans sydkyst i slutningen af det 12. århundrede f. Kr., kom ind i historien som israelitternes hovedmodstander, brændemærket af den onde Dalila og den arrogante Goliat. Deres skrevne sprog er stadig et mysterium, men arten af deres civilisation er det ikke.
I bogen hedder det videre:
Vi må nødvendigvis foretage en historisk omvurdering af dette folk for (resterne af) deres monumentale bygninger, deres blomstrende olivenolie-industri, støbejerns-, bronze- og elfenbensgenstande, vævestole, vinpressere og kunstfærdigt udformede pottemagerarbejder.
Efter at have læst arkæolog-ægteparrets fascinerende bog om filisterfolket og dets indflydelse, må man nok tænke sig om en ekstra gang, inden man betegner nogen som filister.
