Kærlighed og formaning

Sidst jeg var til møde i min cellegruppe, kom vi til at diskutere et rigtigt interessant emne: Er kærlighed altid mild og tålmodig? Umiddelbart vil man måske tænke: Ja, det er den da. Kærlighed er da sådan en øm, tilgivende og til tider lidt ”fluffy” størrelse. Men er det altid sandt?Vi diskuterede længe og kom frem til, at et stærkt udtryk for kærlighed er formaning. Hvis man altid er øm, tilgivende og ”fluffy” over for dem, man elsker, kan man ende med at miste dem. Hvis de begiver sig ud på stadig dummere og farligere veje, og du bare giver dem et knus og ønsker dem god vind, ender de med at gå fortabt. Og at lade andre gå fortabt har absolut intet med kærlighed at gøre.
Hvis du virkelig elsker en person, er du nødt til af og til at være hård ved ham. Hvis du ser ham gøre noget, du ved både er forkert og skadeligt, er det nærmest din pligt at forsøge at tale ham til fornuft. Alt andet ville ikke være kærligt.
Formaning er en af de svære ting i et kristent fællesskab. Når vi formaner andre, betyder det ofte, at vi skal blande os i ting, som ifølge samfundet ikke kommer os ved. Det er sjældent populært at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv.
Det er for det meste heller ikke særlig sjovt at formane, for det kan være virkelig grænseoverskridende at fortælle et andet menneske, at det er ude på et skråplan. Men formaning er ikke bare vigtigt, det er nødvendigt.
Jesus formanede meget. Han formanede både sine disciple og de folk, han mødte på sin vej. Jesus var ikke en person, der undgik problemer og konfrontationer. Han forsøgte ikke at pakke tingene ind, så der ikke var nogen, der blev stødt af det. Jesus sagde tingene ligeud, når han stod over for synd.
Det vigtige at huske her er, at Jesus ikke rettede og formanede folk for selv at føle sig større. Han gjorde det ikke for at vise, hvor klog og fantastisk han selv var, men af ren og skær kærlighed.

Ægte kærlighed er ikke ”fluffy”. Den er stærk og altoverskyggende, og den ønsker kun det bedste, selv om det kan gøre ondt.