Iranske kvinder i retten: – Vi elsker Jesus
Efter fem måneders isolationsfængsel nægter de kristne iranske kvinder Maryam Rustampoor og Marzieh Amirizadeh at afsværge deres kristne tro. De risikerer dermed dødsstraf.Efter fem måneders fængsel benyttede to iranske kvinder en retshøring forrige søndag ved Irans revolutionsdomstol i Teheran til at vidne om deres tro på Jesus.
Den 27-årige Maryam Rustampoor og 30-årige Marzieh Amirizadeh blev under afhøringen gentagne gange opfordret til at fornægte deres kristne tro. En opfordring de, trods udsigt til henrettelse ved stening, begge afviste.
Anklageren, Haddad, spurgte de to kvinder, om de var kristne, hvortil de svarede:
– Vi elsker Jesus.
Da anklageren gentog sit spørgsmål, bekræftede de:
– Ja, vi er kristne.
Replikskiftet udviklede sig nu, ifølge organisationen Elam Ministries, til et længere debat mellem Haddad og de to kristne kvinder.
– I var muslimer og er blevet kristne, hævdede Haddad.
– Vi blev født i muslimske familier, men vi var ikke muslimer, replicerede kvinderne.
Retsmødet resulterede ikke i en domafsigelse, men en kraftig opfordring fra anklageren til at genoverveje deres konvertering til kristendommen.
– Vi har gjort vore overvejelser, lød det fra Maryam Rustampoor og Marzieh Amirizadeh, der umiddelbart blev sendt tilbage til Teherans berygtede Evin fængsel.
Sidste år stemte et flertal i det iranske parlament for en lovskærpelse, der foreskriver dødsdom over muslimer, der konverterer til en anden tro. Ifølge lovteksten skal konvertitter dog først opfordres til at vende tilbage til islam.
Retssagen mod de kristne kvinder er således langtfra slut, og selvom anklageren overraskende har tilladt dem advokatbistand ved næste retsmøde, er udsigten til frifindelse minimal.
Siden deres arrestation den 5. marts i år har både Maryam Rustampoor og Marzieh Amirizadeh været isolationsfængslet, ligesom de har været udsat for timelange forhør med bind for øjnene.
Fængselsopholdet har endvidere svækket deres helbred og ført til store vægttab. Særligt Marzieh Amirizadeh lider på grund af et problem med rygsøjlen, ligesom hun har en infektion i en tand og deraf hyppige anfald af hovedpine.
Trods løfter har hun ikke fået den nødvendige lægehjælp.
Sagen har fået international opmærksomhed. Således har en talsmand for International Christian Concern (ICC), Jonathan Racho, opfordret de iranske myndigheder til at løslade kvinderne.
– Det er urimeligt, at et land i vort århundrede påtvinger sine indbyggere en bestemt religion, siger han ifølge Avisen Christian Post.
Kommunikationsmedarbejder ved Dansk Europamission, Samuel Nymann Eriksen, kalder kvindernes gensvar et aktuelt og stærkt vidnesbyrd. Han opfordrer til forbøn for dem, så de må opleve fred, frimodighed og styrke fra Gud under de hårde vilkår.
– Vores bøn kan gøre en kæmpe forskel, siger han.
Selv erklærede Maryam Rustampoor og Marzieh Amirizadeh efter retshøringen:
– Hvis vi skal ud af fængslet, ønsker vi, det skal være med ære.