Stortingsvalget i Norge: Store partiers fremgang marginaliserede de små

Mens KrF gik tilbage, genvandt arbejderpartiets Jens Stoltenberg statsministerposten i Norge.Stortingsvalget i Norge i sidste uge sikrede fremgang til de større partier på begge fløje, mens de mindre partier krympede.

Jens Stoltenberg er blot den anden af arbejderpartiets ledere, der har fastholdt statsministerposten i mere end én valgperiode.

Mens den rød-grønne regering med arbejderpartiets Jens Stoltenberg i spidsen fastholdt magten, blev især de små midterpartier, hvor blandt andet Kristeligt Folkeparti (KrF) befinder sig, forbigået af vælgerne.
Med en vælgeropslutning på 5,6 pct. kalder partiets generalsekretær, Knut H. Jahr, det et katastrofevalg, hvilket var samme betegnelse, der blev brugt om valget i 2005, hvor KrF med 6,8 pct. af stemmerne mistede statsministerposten gennem fire år.
Til den norske avis Dagen forklarer KrF-historikeren Kåre Olav Solhjell partiets tilbagegang med en større polarisering mellem fløjene, hvilket har marginaliseret KrF. En anden forklaring han peger på, er, at partiet ved årtusindskiftet var afgørende for at skabe et alternativ til venstrefløjen. Et behov, der med et støt voksende fremskridtsparti ikke længere er så markant.

Med skuffelse tog partileder Dagfinn Høybråten for Kristeligt Folkeparti i Norge det andet valgnederlag i træk til efterretning.

Trods tilbagegangen på 1,2 pct. fortryder partileder for KrF Dagfinn Høybråten dog ikke partiets strategi. Umiddelbart efter valgresultatet var kendt, vurderede han, at partiet har ført en valgkamp med fokus på de centrale emner som eksempelvis familieværdier frem for blot at appellere til værdierne i tegnebogen.
– Men det er stemmerne, der tæller, og det lykkedes os ikke at omsætte indsatsen i stemmer, konstaterede han i en tale til partiets medlemmer.

Blandt årsagerne til Kristeligt Folkepartis deroute fra statsministeriet og manglende vælgeropbakning peger Kåre Olav Solhjell, der har skrevet partiets 75-årshistorie, ”Tru og Makt”, der udkom sidste år, på divergerende synspunkter omkring tro og politik.
Selv mener historikeren, at fastholdelsen af de to aspekter svækker partiet troværdighed over for vælgerne.
Samtidig erkender han dog, at partiets grundlag risikerer helt at smuldre væk, hvis det kristne værdigrundlag blev fjernet fra partiprogrammet.