Idols

Jeg har lige siddet og set et afsnit af TV3’s nyeste hit inden for reality genren, ”IDOLS”, som er lidt lige som ”Popstars” og ”Stjerne for en aften”. Forskellen på Idols og de andre, er at dommerne ikke lægger fingre imellem. De siger, hvad de tænker, og tit og ofte ville den det går ud over, nok have sat pris på lidt mindre ærlighed.
Den sætning der rungede mest i mit hoved under det program var: ”Hvorfor gør de det”? Jeg sad og krummede tæer over folk der udstillede sig selv, så Hr og Fru Danmark, du og jeg, kunne få noget at lade os underholde af. Der var folk med selvironi og glimt i øjet, men ikke en tone i livet. Fint nok, de skal nok komme levende ud på den anden side med sig selv i behold. Men andre har fået et hak, om ikke for livstid, så i hvertfald nok til, at de synger væsentlig lavere på dette års julesalmer.
Det er skræmmende, hvor mange mennesker og specielt unge i dag, der ser det som et mål, ja nærmest som en livsdrøm, at blive ”kendt”(og ja, dem har jeg også mødt i Robinson sammenhæng). I gamle dage blev man kendt, fordi man opfandt den dybe tallerken eller dampmaskinen, men sur ”bagdel”, de er opfundet. I stedet for bliver vi i dag kendte ved at udstille os selv på nationalt tv. Hvordan er næsten lige meget, bare vi bliver kendte.
Det der frustrerer mig ved at se på nogle af de mennesker, er hvilken del af ”Jesus elsker dig som du er” det er, os kristne ikke har fået kommunikeret klart nok ud til verdens befolkning.
For en 10-15 år siden var der en sang der hittede i landets søndagsskoler, ”Du er dig og du duer-og du passer perfekt i Guds plan”. Syng den lidt mere for dig selv, eller få en god ven til at synge med, og skid så hul i hvad et dommerpanel på TV vil sige til den præstation.