Helge Engelbrecht synger om Julens gode budskab

– Specielt de sidste 8-10 år har jeg undret mig over det fantastiske i, at jeg kan stå op hver dag
og vide mig tilgivet.Han er det lys, der brænder,
han stækker mørkets magt
og tænder håb og glæde
i kærlighedens dragt.
Vi synger om vor frelser,
om tiden, der blev vendt.
Den nat af alle nætter
hvor himlens lys blev tændt.Sådan synger den populære folkesanger Helge Engelbrecht i sin egen julesalme ”Den nat af alle nætter”.
I denne tid synger han sangen på mange julekoncerter og på jule-cd’en ”Naboerne” som sidste år blev revet væk og derfor er genudgivet i år.
Cd’en adskiller sig fra mange andre jule-cd’er ved sit tydelige kristne budskab, der går igen i stort set alle sange.

Provsten på Mors

– Hvorfor har du lavet din jule-cd på den måde?
– Det begyndte med, at jeg kom for skade at skrive ”Den nat af alle nætter” sammen med min gamle ven Henning Toft Bro fra Thyborøn, forklarer Helge Engelbrecht uhøjtideligt og tilføjer, at vennen nu er provst i Nykøbing Mors.
– Vi ville lave en julesang, som havde rod i den kristne juletradition, og som samtidig var god at synge.
Efter at vi skrev den julesalme, snakkede vi ofte om, at vi måtte prøve at lave en hel samling på en jule-cd.
Det blev så til ”Naboerne”.
Udover de tekster, som Henning Toft har skrevet, er der også traditionelle gamle julesalmer, som Ingemanns ”Det kimer nu til julefest” og ”Julen har bragt velsignet bud”.
I en af Henning Tofts salmer lyder et vers:
Nu vækkes vi og løsner
vort bundne tungebånd
og priser med vor strube
Gud, Søn og Helligånd.
For nu er julen her
med kærlighedens bud
som hilsen til enhver
for nu er julen her.

Også i de andre sange handler det helt klart om julens budskab – det er ikke bare en Søren Banjomus-jul.

En mening med livet

– Betyder de dybe kristne tekster også noget for dig personligt?
– Ja, det gør de bestemt. Og ikke mindst, når man som jeg nu er 56 år og begynder at se en dybere sammenhæng i det liv, vi får lov at leve.
Det er jo ikke kun for sjov, vi lever, bemærker sangeren og tilføjer:
– Der er en mening med, at vi er her. Der er en vej udstukket for os, selv om vi måske ikke altid selv kan se den, siger han.
Så selv om der ikke står Gud og Jesus på alle de sange, jeg skriver, så bekender jeg mig til den kristne tro. Og det tror jeg egentlig, de fleste danskere gør, når det kommer til stykket.

Købmandens søn

Jeg kommer selv fra en ganske almindelig jævn familie i Grindsted, hvor vi ikke gik i kirke hver søndag, men hvor det alligevel havde en betydning. Min far var købmand på Vejlevej og kendt for at synge for på julesangene, og han var én, der kunne komme med en munter bemærkning. Min mor var den poetiske type.
Og specielt de sidste 8-10 år har jeg tænkt meget over, at jeg selv er led i en kæde og skal give den tradition videre, som jeg selv er vokset op i.
Vi skal give det levende ord videre.
Og selv om jeg heller ikke går i kirke hver søndag, så glæder jeg mig altid over at være i en kirke, når det sker, og jeg er også meget glad for, at jeg kan synge i så mange dejlige kirkerum.

Lærer blev sanger

Helge Engelbrecht begyndte oprindeligt på en læreruddannelse på Jelling Seminarium.
– Men efterhånden blev det klart for mig, at det var musikken, der gav mening. Det var det, jeg skulle bruge min tid på. Og det har jeg så gjort siden, konstaterer Helge Engelbrecht, som har udgivet adskillige cd’er og holdt utallige koncerter. Han har medvirket ved flere melodi grand prix og andre sang-konkurrencer.
Han har også skrevet kendings-melodier til radio og tv.
Specielt i det jyske er han en elsket sanger.

At vide sig tilgivet

– Be´r du også til Gud?
– Ja, det gør jeg da næsten hver dag, svarer Helge Engelbrecht åbenhjertigt.
– Både min kone Rie og jeg giver os tid til at sidde i stilhed og lade tankerne rulle.
Ingen er jo fuldkommen, og når man til daglig knokler på, så begår man nogle fejl. Det kan være alt lige fra ikke at få snakket med andre mennesker til at være lidt for hurtig henne i Brugsen.
Specielt de sidste 8-10 år har jeg undret mig over det fantastiske i, at jeg kan stå op hver dag og vide mig tilgivet og begynde på en frisk.

Jul hele året

I dag bor Helge og Rie Engelbrecht i ”Musik Galleriet” i Ansager sammen med nogle af hans fem børn. De fire er med Rie, og desuden har Helge en søn på 36 år.
Musik Galleriet opstod i 1999 i Ries forældres gamle tømrerværksted.
– Jeg løb jo med tømrermesterens datter for 27 år siden, og da huset blev ledigt, besluttede vi at indrette det til et sted, hvor folk kunne komme og opleve musik, se billedkunst og høre foredrag og historier.

Englehuset

I en aftægtsbygning kaldet ”Englehuset” bor Helges gamle mor Grethe, som nu er 88 år.
– Hun holder jul hele året, bemærker Helge.
– Min mor har altid holdt mange foredrag og været meget kreativ med jydepotter osv. Hun har indrettet sit hus meget eventyragtigt med engle fra loft til gulv, og der er skrevet citater overalt på dørtrin osv.
Hendes datter Tove Engelbrecht overtog i 1995 officielt sin mors hverv som egnens jydepottekone.

Mariehaven

Musik Galleriet har hele vejen udvidet, bygget om og bygget til. I 2003 blev Rie og Helge Engelbrecht tilbudt at købe naboejendommen ned mod Ansager Å. I en parklignende stor have holdes der her friluftskoncerter.
På Musik Galleriets 10-års fødselsdag 24. maj 2009 blev haven indviet og navngivet Mariehaven med en stor jubilæumskoncert i det fri.
– Hver uge kommer der 2-3 foreninger og selskaber på besøg her, fortæller Helge Engelbrecht.
Specielt i juletiden holdes der mange koncerter i huset. Og i det nye år vil der bl.a. blive en koncert, hvor Sønderjyllands Symfoniorkester medvirker.
– Det glæder jeg mig meget til.