Håndbog for søgende sjæle
Stutz leverer med afsæt i filmanalyser en fin indføring i mystikkens verden i sin bog Fri og i gode hænder.Det lille katolske Steno-Forlag har kastet en vigtig udgivelse ind på det danske bogmarked. Den fortjener stor og vid udbredelse blandt alle søgende sjæle, uanset bekendelsesgrundlag i øvrigt.Forfatteren har skrevet en lang række spirituelle bøger, hvoraf dette er hans første på dansk. I en række korte, koncise kapitler introducerer han 52 fremtrædende kristne mystikere; de fleste af dem er klassiske (fx Hildegard af Bingen, Frans af Assisi, Teresa af Avila), men der er også blevet plads til de mere moderne, og her er nogle af valgene overraskende (Dag Hammerskjöld, Dorothee Sölle, Bonhoeffer). Der har også sneget sig en enkelt sufi-mystiker ind i udvalget, nemlig Rumi, men overraskelserne skærper kun læserens interesse.
Bogen er meget rig i sin tekstur: den er tematisk opbygget i 12 afsnit, der hver behandler et emne fra den åndelige mystiks verdensbillede og mystikere, der specielt har beskæftiget sig med det, fx tilværelsens, forundringens, stilhedens, fredens, hverdagens og dødens mystik.
Hvert af disse tolv hovedafsnit indledes så igen med nogle korte analyser og reflektioner over en række fremragende film, der yderligere belyser temaet; det er bl.a. film af Bergman, Philip Gröning (kendt for klosterfilmen Den store stilhed), Pasolini og Kieslowski.
Forfatteren har gennem de sidste 15 år læst, mediteret og integreret mystikernes tekster og kommer med en direkte udfordring til læserne: Vi kan alle blive mystikere, mennesker, som set med evighedens øjne dvæler i nutiden (s. 11). Men på trods af forfatterens betagelse og kærlighed til disse tekster magter han alligevel at forholde sig kritisk til dem og minder om, at grænsen mellem genialitet og galskab undertiden kan være mere end hårfin.
Over halvdelen af de behandlede mystikere findes i dansk oversættelse; dette fremgår desværre ikke af litteraturlisten. Visse andre bøger er heller ikke nævnt under deres danske udgivelsestitler, og det er synd og skam.
Men ellers altså en meget inspirerende bog, som man kun kan glæde sig over – næsten uanset éns kirkelige tilhørsforhold. Og så er den med stikordsregister! En herlig og forbrugervenlig ting.
Pierre Stutz:
Fri og i gode hænder
– Mystik som livsstil
319 sider 280 kr.
Steno-Forlag