Kom i kirke – og få en bil!
Megakirke i Texas udlodder biler og fladskærme for at få nye folk med i kirken i påsken.Trænger du til en ny bil eller en ny fladskærm til stuen? Så skulle du have været i en megakirke i Texas langfredag.
Her forsøger de nemlig at tiltrække folk til påskegudstjenesterne, som ikke er vant til at gå i kirke. Derfor udloddede de – og hold nu fast – 16 biler, 15 fladskærms tver, møbler og andre mindre præmier.
Faktisk fik hvert individ eller familie, som deltog i en af kirkens 30 påskegudstjenester langfredag, en værdi-pakke med gavekort til en værdi af knap 1700 kroner.
Kirkens præst, Bil Cornelius, indrømmer, at det er lidt vanvittigt.
Men han ser det som en mulighed til at fortælle om Jesus til folk, som måske aldrig kommer i kirke.
– Vi håber, at vi kan vise folk, at mens det er spændende at få gratis ting her på jorden, er den største gratis gave nogensinde noget, som vi endnu ikke har set, men kan nyde i hele evigheden, siger Bil Cornelius til The Christian Post.
For 12 år siden startede han kirken, Bay Area Fellowship Church, sammen med fem andre. I dag er de 7000.
Men selvom kirken ofte har været kreativ i sine metoder for at tiltrække nye folk til kirken, har den aldrig tidligere gjort noget, som minder om denne her gavebod.
Bil Cornelius fortæller, at det også har medført kraftig kritik fra andre kristne, som kritiserer kirken for at gøre Jesus til et produkt.
Præsten svarer igen på kritikken på følgende måde:
– Hvis bare en af deres børn var fortabt og fandt Kristus gennem denne metode (som de måske ikke anerkender), vil jeg vædde med, at de ville være glade for, at vi gjorde det, siger han.
Priserne, som kirken har udloddet, er over 11 millioner kroner værd og er sponsoreret af kirkens medlemmer. Mange har formentlig også involveret forretninger og firmaer, hvor de arbejder, efter opfordring af Bil Cornelius.
Kirken holder gudstjenesterne syv steder i området. Et af disse områder ligger i et fattigt kvarter, hvor over 300 nye cykler blev givet til børn, som var med til gudstjenesterne.
– Hele denne gratis uddeling fører os hen til den store pris, som er tilgængelig for alle, nemlig frelse gennem Kristus, hvis blot man modtager det, siger Bil Cornelius og henviser til Efeserbrevet kapitel 2, vers 8-9, hvor der står, at vi er frelst af nåde, og at det er en gave fra Gud.