Kristen friskole er kåret som Danmarks bedste
Thomasskolen i Skovlunde er kåret af CEPOS til den skole i Danmark, der har bedst undervisningseffekt.I en tid, hvor privatskoler mistænkes for ekstremisme, er den kristne friskole Thomasskolen i Skovlunde netop kåret af tænketanken CEPOS som den skole i hele landet, der er bedst til at løfte det faglige niveau hos eleverne.
Det fremgår af hjemmesiden
www.undervisningseffekt.dk, hvor Thomasskolen ifølge den seneste undersøgelse er nummer 1 blandt landets 1250 skoler.
For at udregne undervisningseffekten på en skole sammenligner man karaktergennemsnittet af en given afgangsklasse på skolen med den baggrund, som børnene forventes at komme fra. Forældrenes uddannelse og indkomst spiller ind, men også faktorer som elevens køn, familieforhold og fødselsvægt.
Thomasskolen bygger på et kristent værdigrundlag og blev oprettet som reaktion på værdiskred i 1970erne.
Skolens leder Peter Mikkelsen er glad for undersøgelsens resultat, men tager den også med et gran salt.
Der er jo tale om et øjebliksbillede på den gruppe afgangselever, som sluttede deres skoleforløb netop det år, siger han.
Men Thomasskolen ligger generelt med et karaktergennemsnit over landsgennemsnittet og oftest blandt de højeste i kommunen. Det skyldes ikke, at skolen er meget boglig, men først og fremmest at der råder en god atmosfære og omgangstone, siger han.
Ud over dette tilføjer han menneskelige kvaliteter hos lærergruppen, en hverdag præget af nærvær, fokus på et kreativt musisk miljø samt en meget engageret forældregruppe.
/sl