Mobningens evige ar

Anette Siska Bagge blev mobbet, fra hun satte sine ben i folkeskolen for over 15 år siden; i dag plejer hun stadig de ar, som mobningen forårsagede- Det hele startede, da jeg begyndte i børnehaveklasse. Jeg gik med meget stærke briller dengang, og det gav de andre børn en oplagt mulighed for at drille og slå, lægger 22-årige Anette ud med at fortælle. Der var ikke kun tale om verbal mobning. Skoletasker blev smidt ud af vinduet, penalhuse tømt ud over hele klasseværelset. Anettes mor fattede endelig i 1. klasse mistanke, da Anette kom hjem med blå mærker i ansigtet efter at være blevet nevet af de andre børn.
– Min mor kontaktede så skolelederen, men han nægtede, at der fandt mobning sted på hans skole. Da hun snakkede med klasselæreren, sagde denne bare, at jeg nok var lidt pivet, for hun mente ikke, der var nogle problemer i klassen, fortæller Anette.
Den manglende anerkendelse af, at der rent faktisk var et problem, indledte en ond cirkel af nye problemer. Anette var enebarn og tilbragte derfor det meste af sin tid uden for skolen udelukkende med voksne – ikke mindst fordi hun ikke havde mod til at gå ud og lege med de andre børn på vejen. Desuden gjorde den stressfulde dag på skolen Anette så træt, at hun sov i flere timer, når hun kom hjem.

– På skolen hang jeg for det meste op af lærerne, og derhjemme gik jeg sammen med min mor, så efterhånden kom jeg jo til at lyde lidt gammelklog i den måde, jeg talte på. Jeg brugte mange ordsprog og gamle vendinger, når jeg talte, og det gav de andre børn en ny lejlighed til at drille mig, erkender Anette.
– Men når det er sagt, skal det også siges, at jeg havde en utrolig god base derhjemme, og havde det ikke været for min mor, var jeg måske aldrig kommet igennem det i live.

Den første gang, Anette tænkte på at begå selvmord, var i 3. klasse:
– Dette var ellers det tidspunkt, jeg havde set frem til, for nu fik jeg endelig lov til at smide brillerne. Men det viste sig jo hurtigt, at de briller, som jeg indtil da havde givet hele skylden for mobberierne, kun var en lille del af problemet. Det slog mig helt ud, for det fortalte mig, at det ikke var mit udseende, men mig som person, de andre børn ikke kun-ne lide, og det gjorde det hele meget sværere at tackle. Det forekom mig så svært, at jeg mest af alt havde lyst til at dø, men for min mors skyld lod jeg ideen ligge. Den vendte dog tilbage en del gange senere hen, indrømmer Anette.
Livet gik så sin vante, smertefulde gang for Anette. I skolen blev der længere tid imellem mobberierne, men mest fordi Anette i frikvartererne enten blev siddende oppe i klasseværelset med en bog eller gemte sig i en busk.
– Dette var næsten den værste periode, for jeg gik hele tiden med den vished i baghovedet, at på et eller andet tidspunkt ville der ske noget, som ville få mine klassekammerater til at synes, det var sjovt at mobbe mig igen. Det var faktisk en lettelse for mig, når det så endelig skete, for så vidste jeg i det mindste, at nu ville det vare lidt, før det skete en gang til.

– På dette tidspunkt blev mine meninger enten ignoreret eller totalt nedgjort. Da de andre i klassen fandt ud af, at jeg var kristen og kom i folkekirken, drillede de mig med det, for de mente ikke, man kunne være så dum at tro på det, der stod i Bibelen.
Men endelig i 7. klasse skete der noget – den nye klasselærer så straks problemet. Men hun kunne jo også se, at jeg for længst var knækket, og mente, at hvis jeg blev sendt videre til en anden skole, ville problemerne bare følge med. Derfor blev jeg i klassen endnu et år, inden jeg flyttede skole.
– Det at skifte skole var som at træde ind i en ny verden! Pludselig blev jeg behandlet på lige fod med mine klassekammerater, og nogen ville endda gerne sidde ved siden af mig!
Dog var mobberierne ikke helt slut for Anette. Over en periode blev hun ringet op derhjemme af sine gamle klassekammerater, og når hun gik på gaden, kunne de finde på at følge efter hende og komme med chikanerende tilråb. Først da nogen blev taget på fersk gerning i at ringe til Anette og blev truet med at blive meldt til politiet, holdt det op.
– Jeg kan dog stadig tage mig selv i at være bange for at møde dem på gaden, selvom det snart er 7 år siden de sidste mobberier fandt sted, erkender Anette.

– I tiden efter mit skoleskift begyndte en ubevidst bearbejdning af mine oplevelser, for jeg havde fortrængt mange af mine oplevelser allerede. Men jeg begyndte at skrive digte, og selvom stort set ingen af dem handler om det at blive mobbet eller være alene, så tror, jeg det har været en vigtig proces for mig. Når man læser dem, står det også klart, at der ikke er tale om en normal teenagers digte, for jeg skriver for eksempel om, hvordan det føles at få en ven for første gang, og det er jo ikke noget, der normalt først sker når man er 15 år, forklarer Anette.
I Anettes efterskoletid tog digtskrivningen for alvor fart, og efter en samtale med Ib Michael lykkedes det Anette at oprette sit eget forlag og udgive digtene som en digtsamling i 2001. Hun promoverede selv sin bog og var blandt andet inde i TV2s morgen-TV i den anledning. Siden da har Anette rejst rundt i Danmark og holdt foredrag om sine oplevelser som mobbe-offer.
– Man er nødt til at stå frem for at få tingene bearbejdet for at kunne komme videre, men mobning er i dag blevet et tabuemne, sukker Anette.
Anette er medstifter af foreningen „Skoleliv“, som ønsker at hjælpe mobbeofre og oplyse om, hvordan man kommer problemet til livs.
– Selv er jeg først meget sent kommet i terapi. Der skulle en indlæggelse til for anoreksi, før der kom skub i tingene. Jeg havde efterhånden mistet tilliden til systemet, for hvor var hjælpen, da jeg havde brug for den? Men jeg vil opfordre alle, der føler sig i samme båd som mig, til at stå frem, for at de ellers livslange ar kan få mulighed for at hele, slutter Anette, der nu læser til lærer.

Her trådte jeg
mine barnesko
Her fik jeg
de første ar
Her lærte jeg
i ensomhed
livets spil
Her tabte jeg
min tro
på livet
Herfra stammer
alle mine
fremtidige sejre

(Fra digtsamlingen „Det kom fra oven“ af Anette Siska Bagge)