Åndelig samtale-kasse

Det er velkendt, at man mange steder rundt om på landets plejecentre bruger de såkaldte erindringskasser til at stimulere – specielt demente – ældres minder og efterfølgende gøre dem til udgangspunkt for samtaler med beboerne. Kasserne kan være tematisk opdelte, men består altid af let genkendelige og dengang vidt udbredte brugsgenstande, som de fleste har haft et forhold til.Nu har Kirsten Dufri Holmgaard, der gennem en årrække arbejdede på en skærmet afdeling på fri-plejehjemmet Klokkebjerg, og hvis mor selv blev svært dement, lavet en erindringskasse i bogform. Hvor de gængse af slagsen fokuserer på det rent tingslige, søger forfatteren her at give de ældre en håndsrækning til at kunne genkalde sig de mere evige værdier, der også har været en del af deres lange liv.
Bogen er konsekvent skematisk opbygget, og man kan springe ind hvor som helst i den. Dét er en stor styrke! – Bogens højresider giver et fotografisk stemningsbillede, hvor siden overfor bringer en ganske kort tekst, der associerer til fotoet, efterfulgt af et bibel- og et salmevers og endelig en kort bøn.
De i alt 40 enkle stykker (31 til hverdag og 9 til højtiderne) giver god, kristen opmuntring og er gode samtale-startere. En fin bog ikke alene til de pårørende, der ikke vil opgive kontakten, men også til kirkens præster. Den bør indkøbes bredt på plejehjem med kirkelig betjening. Det fortjener den. Værdighed og forståelse er dens kendetegn.

Kirsten Dufri Holmgaard:
Han er nær
– Enkle stykker til
opmuntring og samtale
96 sider • 150 kr.
LogosMedia