Afmagten kalder på Guds magt
Afmagt og ressourcer er hinandens modsætning men ikke for sjælesørger Conny Hjelm. Afmagtens ressourcer i sjælesorg det optager institutleder Conny Hjelm fra Institut for Sjælesorg og Diakoni i Dianalund. For hun har selv oplevet at have sjælesorg med en person hver 14. dag i 2 år uden at vedkommende flyttede sig.
Her opdagede Conny Hjelm afmagtens ressourcer. At når vi ikke kan mere, tapper vi inspiration og energi fra skjulte kilder. Conny selv hentede kraft fra sit kristne menneskesyn.
Eller, som apostlen Paulus udtrykker det: I min magtesløshed udfolder Guds kraft sig helt.
For sjælesørgeren handler det om: hvordan får jeg rum, overskud og faglighed til at være i afmagten, så afmagtens ressourcer får ord og plads, siger Conny Hjelm.
– Jeg møder afmagten i lidelsen, dér hvor livet gør ondt. Men hvad er lidelse? Lidelse er et misforhold mellem et menneskes kunnen og vilje. Dette misforhold kan ikke altid ophæves, og så lider vi.
– Det modsatte af lidelse siges at være lykke. Men det passer ikke helt. Lykke defineres som oplevelsen af fællesskab mellem frie personer, der giver og modtager. Lykken er relationer. Lidelsen er således ikke altid en hindring for lykke.
Lidelsen kan optræde på to måder: enten som problem eller som byrde. Problemer skal løses, men byrder skal bæres. Når det er tungt og sorgfuldt handler det ikke om at finde og rette fejl, men om at give nærhed til den byrdefulde, bære hinandens byrder. At midt i afmagten kunne være der, selv om man ikke kan give det, man gerne vil.
Vi vil jo gerne give folk håb, fortsætter Conny Hjelm, men håb er også to ting: det kan være en prognose for fremtiden eller en substans i sjælen, en vished om, at noget giver mening, uanset hvordan det går. Det er det sidstnævnte, vi skal frem til, hvis vi skal hjælpe dem, der sidder fast i uoverskuelige problemer.
Conny Hjelm fortæller om manden, hun havde i sjælesorg to gange om måneden gennem to år uden at der skete noget. Han sagde bare tak for samtalen og gik. Han havde mistet et barn, var blevet skilt fra sin kone og havde nu også mistet sit job. Sidst men ikke mindst havde han mistet sin selvrespekt. Han var færdig.
– Jeg ville gerne give manden håb, men jeg syntes ikke, det lykkedes. Men så besluttede jeg mig for at give ham mening.
Filosoffen og teologen K. E. Løgstrup siger: jo større sammenhæng der er i tilværelsen, jo mere meningsfuld og menneskelig er den.
– Jeg måtte søge til mine egne værdier, fortæller Conny Hjelm. – Værdier sætter retning for livet. Værdier siger os, hvad der er bedre end andet. De giver grundlag for mening. Mit værdigrundlag er kristendommens værdier.
Men siger de noget om afmagt?
– Ja, tag nu fx julenat: at den Almægtige lader sig gøre synligt tilgængelig i det mest afmægtige vi kender, det lille barn.
Det kan være svært at holde til at blive siddende i afmagten over for et sørgende og bebyrdet menneske, at kunne se noget positivt i alt det negative i afmagten, så at sige.
– Afmagten satte mig i forbindelse med min egen ufuldkommenhed. Det er svært at blive i afmagten, for i vores kultur er afmagten ikke noget godt. Det duer ikke, hvis man til eksamen eller jobsamtalen siger: jeg er afmægtig over for dette.
Men i sjælesorg er det noget helt andet:
– Når vi erfarer afmagten uden at flygte, er det med til at forfine vores arbejde. Vi kan i vores styrke komme til at slå andre oven i hovedet. Når vi af vores gode hjerte kommer med al vores styrke, får vi andre til at føle sig mindreværdige.
Afmagten kan give os fornemmelsen af, at her er det enkelt at være mig.
Conny Hjelm bor på Vesterbro i København og går i kirke i Mariakirken i Istedgade. Her er to gudstjenester hver søndag, om formiddagen for de velbjergede og om aftenen for gadens forhutlede folk.
– Når jeg går til nadver om formiddagen, er jeg bange for at tabe mit nadverglas til alters. For hvad vil der ikke ske ved det flotte tæppe, som kirkens ældre har strikket? Men om aftenen er jeg anderledes fri. Her tænker jeg: Så kommer præsten vel bare hen og tørrer op! Blandt de afmægtige er det lettere at være mig.
– Det ligger i afmagten at være menneske. Afmagten giver fornemmelsen af, at her er du ok, uanset hvor meget du kan eller ikke kan.
Conny Hjelm har talt sig varm:
– Da Gud blev afmægtig, skabte han forbindelse fra himmel til jord. Når vi bliver afmægtige, skabes forbindelse mellem ideal og virkelighed. Afmagt skaber forbindelse mellem det jeg vil opnå, og det plan, jeg befinder mig på lige nu.
Hun henter meget hjælp fra Jesu lignelse om den fortabte søn, især det, der skete, da sønnen sad blandt svinene og ønskede deres mad. Det peger på tre skridt til at udløse afmagtens ressourcer:
1. Han vedkendte sig følelsen af afmagt.
2. Han indrømmede sin egen fallit. Han tog følelsen ind i kroppen, gik i sig selv.
3. Han fulgte sit hjertes tale. Han sagde til sig selv: Jeg vil stå op og gå til min far og sige
– Den fortabte søn sagde: Jeg vil hjem, hvor jeg er velkendt og ventet. En har sagt, at hjemmet er, hvor man kan danse grimt. Jeg ved, hvor jeg kan sidde i sofaen og smække stængerne op på bordet!
– Den opskrift brugte jeg foran denne mand, hver gang han kom. Jeg så min afmagt i øjnene, tog den helt ind og blev rigtig tung – helt ned i storetåen. Og så lyttede jeg til, hvad jeg egentlig ville. Og her var det blot at blive siddende og høre, hvad han sagde.
– At finde ressourcen i afmagten er at finde ressourcen i at blive siddende, konkluderer Conny Hjelm. – Det er så kraftig en følelse, at vi er nødt til at læne os op ad vores værdi-grundlag. Nogle gange gør jeg det hvert femte minut gennem sådan en samtale.
– Alt mod har skjulte religiøse rødder. Her griber mennesket om selve livskraften, siger forfatteren Paul Tillich. I sjælesorg er jeg nødt til at have snabelen som en kolibri helt nede i livskraften.
I dag er afmagt en positiv størrelse for Conny Hjelm, det hjælper os at være ægte:
– I mange af vore fællesskaber har vi så meget mental sminke på, at vi har mistet vores afmagt. Vi mangler at blive mødt som mennesker. Jeg er kunde, gæst, forbruger osv. Men hvornår er jeg menneske? Måske er det det, afmagten kan, reflekterer Conny Hjelm.
– Afmagten er at tage den gode livsskyld på sig, som vi har. Den fortabte søn sagde til sin far: Jeg har syndet mod Himlen og mod dig. Det er ikke som en underkastelse, men som en frihed: jeg bærer mit ansvar. I afmagten er det enkelt at være mig. Og det er slet ikke så dumt – især ikke i situationer, hvor der ikke er mere at gøre. Afmagten gør os menneskelige. Gør det enkelt. Og det er ikke så lidt.
