Konfirmandkursus er kanon
Der var mange aktiviteter for de 74 teenagere, der i sommerferien brugte to uger på at lære mere om Gud – og så har de fået en masse nye venner.74 unge 7. klasseselever brugte to uger af sommerferien på at lære mere om Gud på et konfirmandkursus på Efterskolen Solgården i Tarm.
– Vækkeuret ringer kl. 7 og så er dagen i gang. Der er ikke tid til at sove længe for der er program på lige fra morgen til aften, når man er på konfirmandkursus, fortæller Anders Førrisdahl, der var med på konfirmandkurset i år.
– Det har været nogle rigtig fede dag, hvor vi har hørt en masse fra Bibelen, været i poolen, haft valgfag og ikke mindst fundet en hel masse nye venner, fortæller Anders, imens han snakker med nogle af de nye kammerater.
– Eneste minus er, at vi ikke kan sove længe det savner jeg men det går nok, griner han.
Langt de fleste af deltagerne på årets konfirmandkursus er kommet for at lære Bibelen bedre at kende og det havde de god mulighed for. Der var undervisning i fire lektioner, som alle kastede lys over forskellige dele af den kristne tro.
– Det er vigtigt, at teenagerne hører budskabet på en måde, de kan forstå, uanset om det drejer sig om skabelsesberetningen eller fadervor, siger Peter Jensen, som er en af de mange undervisere på konfirmandkurset.
Der er godt gang i dagligstuen. Rigtig mange elever sidder og spiller, lytter til musik eller snakker i de bløde møbler efter en dag med mange indtryk. Stemningen er i top og snakken går højt.
For Mathilde Phil fra Holstebro er det bare sagen at være på konfirmandkursus.
– Det er kanon at være sammen med vennerne og undervisningen er helt i top og maden er bare super, griner hun.
I fritiden har eleverne mulighed for at deltage i en masse aktiviteter, fx fodbold, bolsje-lavning, beachvolley, glaskunst eller Gocart-kørsel.
Midt på ugen havde skolen fået en bibelsmugler på besøg. Organisationen Åbne Døre fra Holstebro stod bag arrangementet, som bare tog kegler hos konfirmanderne. Rigtig mange blev optaget af, hvor problematisk det kan være at være kristen i lande som fx Nord Korea eller i de muslimske lande, hvor det kan være forbundet med livsfare at være kristen.
Der var også konfirmandkursus på Løgumkloster Efterskole og Sommersted Efterskole.