– Hjælp, drengene slås hele tiden

Brev:

Kære brevkassefamilie!
Jeg læser brevkassen hver gang, og jeg kan forstå, at I kigger meget på hele familien, når I svarer.
Selv er jeg 33 år gammel, gift, og vi har to drenge på 7 og 5 år. Jeg synes rent ud sagt, de slås hele tiden, og jeg er ved at gå helt op i limningen. Det er sikkert ikke helt så slemt, men det føles sådan. Min mand tager alle deres konflikter meget mere ovenfra og nedefter. Jeg kan blive så gal på ham, når jeg synes, det altid er mig, som skal gribe ind, og han bare sidder der og lader hele ragnarok indfinde sig. Så har jeg da tre at skælde ud på! Og kønnere bliver det jo ikke, når det sker lige før, vi skal afsted til kirke. Så kan jeg blive virkelig ulykkelig over mig selv. Så hvad har I at sige til sådan en som mig?
Mange hilsner fra
’mor til to drenge’

Svar:

Kære ‘mor til to drenge’!
Det er jo nok for sent at foreslå dig at holde dig til piger! Men når du spørger og jeg tænker på min egen tid som forælder til to, så fortaber det sig noget i det uklare for mig. I dag kan jeg se, at jeg ret og slet ikke var bevidst tilstede og klar over, hvad der i det hele taget foregik, når der var larm i huset. Så her i en mere moden alder har jeg været nødt til at kigge på det hele igen, og jeg vil gerne dele nogle af mine nyvundne indsigter med dig, så må du jo se, om de kan være dig til nogen hjælp.

Forskellighed og deraf følgende konflikt er et grundvilkår

Det er ikke muligt at vælge konflikter fra. Det eneste, vi kan vælge, er, hvordan vi vil forholde os til dem, når de opstår. Her i vores egen familie har vi en familiekultur, som tilsiger os at feje dem ind under gulvtæppet. Personligt bryder jeg mig ikke om konflikter, og jeg er ikke vokset op med nogen særlig træning i at bearbejde dem. Den færdighed er jeg stadig i gang med at tilegne mig.
Nogle mennesker kommer fra familier, hvor der bestandig var slagsmål og konflikter, som ikke blev løst, og det kunne de blive noget så ulykkelige over. Et resultat af dette kan være, at når de bliver voksne, fremstår konflikt som ulykke og noget som skal undgås eller stoppes.
Jeg møder mange (voksne) børn, som aldrig har set deres forældre løse en konflikt. De kan have holdt den skjult, eller den kan være endt i adskillelse, f.eks. en skilsmisse eller indbyrdes følelsesmæssig afstand.
Så hvordan mon du ser på konflikter? Du lyder mest til at føle dig afmægtig og ulykkelig over, at de er der.

Konflikt – hvad er det?

Hvad er konflikt? Jeg kunne godt tænke mig at foreslå et andet perspektiv end, at det er det endelige bevis for læren om arvesynd. Hvad med at en konflikt opstår, når to mennesker har modsatrettede eller somme tider blot forskellige behov, dvs. vil noget forskelligt på samme tid, som det f.eks. lyder til at ske med dine to børn – og også mellem din mand og dig. Børnene kan sikkert endnu tale om deres forskellighed i personlige vendinger, f.eks. jeg vil have den her brandbil, eller jeg vil ikke have, du kommer ind på mit værelse. Og de slås for deres, og de bliver vrede eller sørger, når de ikke får det. Så konflikt er vel ikke nødvendigvis farligt. Det kan vel anskues som tydelig forskellighed.

Hvem lærer af hvem?

Jeg møder så mange, som har fået aflært det personlige sprog, som børnene kan. I stedet for deres personlige sprog kalder vi kloge voksne det egoisme at mærke vore egne behov og give udtryk for dem, og det er jo forbudt at være egoistisk. Kunne jeg foreslå, at børnene har noget at give dig. Nemlig at de på en meget selvfølgelig måde udtrykker deres behov og at de (endnu!) ikke skjuler, hvordan de har det. Og det er vel ikke egoisme, det er vel snarere at tage sig selv alvorligt.
Hvis du nu tager inspirationen fra børnene til dig, hvordan kunne du så tale til og med din mand? Hvad mon du siger til ham nu? Lyder det noget i den her retning: ’Du er da også ligeglad med mig og står bare af og lader mig stå med hele ansvaret for børnene?’ – det er bare et gæt. Hvis du skulle tage dig selv med frem for at gå lige til frustrationen, hvordan kunne det så lyde. F.eks. ’Jeg kan ikke have alle de konflikter. Jeg bliver så ulykkelig og bange, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv eller med drengene – eller med dig for den sags skyld. Jeg har brug for din hjælp’.
Hvis din mand og dig får en snak på den måde, kan du meget vel opdage, at han har mange gode bud og perspektiver på børnenes færden, og hvad de har brug for. I hvert tilfælde har jeg set mange kvinder blive overraskede over, at deres mand godt vil være forælder, men efter sin egen model.

Hvordan kan man gribe ind i en konflikt

Hvis du på den måde skaffer dig noget hjælp til dig selv, kan dine børn se, hvordan mor og far gør, når de er i konflikt med hinanden, dvs. har forskellige behov på samme tid, gør disse behov kendt og beder om hjælp. Og det kan være, at oplevelsen af, at både familien og du selv er ved at gå op i limningen, aftager noget. Hvis du finder din egen ro, har du størst mulighed for at være en del af løsningen. Så kan du jo overveje, om du griber ind, fordi du slet ikke kan have konflikt. Der er jo også kontakt i konflikt, og meget muligt finder børnene selv en udvej, hvis de får lidt tid til det.
Hvis du ikke kan have det og synes, det er alt for destruktivt, så må du overveje nogle af dine handlemuligheder, som feks. din mand og dig fandt frem til. Én af dem vil vel være at sige: STOP! og mene det. Og hvad så lige derefter? Ja, så er det ikke din opgave at være dommer og kun i mindre grad at mægle. Jeg vil foreslå, at du hjælper børnene til at sige, hvad der ligger bag alle de ord, de lige har kaldt hinanden. Så fremstår forskelligheden tydeligt, og de er blevet lidt mere bevidste om sig selv og hinanden, og i løbet af nogle år skal de nok få lært at være mere konstruktive i samarbejdet.
Hvis ikke du lærer dem det, men i stedet er klynkende (jeg bliver så ked af, at I altid slås) eller anklagende (jeg har sagt så tit, at I ikke må skændes) eller kritiserende (I hører da heller aldrig efter) eller hvad vi forældre nu kan finde på at gribe til for at lægge ansvaret for samspillet mellem os over på børnene frem for at tage det selv, så slæber deres kommende hustruer dem med hen til mig, og så skal jeg til at lære dem det til den tid. Så jeg vil sætte pris på, at du tager det på dig.
Ja, det var et par perspektiver på familiesamspil, som du måske og måske ikke kan bruge til noget konstruktivt. Du har ret i, at jeg ser samspillet mellem de voksne indbyrdes og mellem de voksne og barnet indbyrdes som de helt afgørende faktorer, når vi skal kigge efter problemernes rod. Det ligger ikke hos børnene.
Dynamikken med hensyn til kirke, som du lige nævner til sidst, må jeg gemme til en anden gang. Men som du måske har en fornemmelse af, så er den helt parallel, og i mange tilfælde kan samspillet med en menighed, som ikke er præget af et personligt sprog, være med til at vedligeholde en familie i nogle dysfunktionelle mønstre frem for at hjælpe den til sundhed.
Jeg vil tro, at hvis du tør have større åbenhed i din egen familie og tager denne åbenhed ’med til kirke’, vil du også være med til at bringe større åbenhed til de familier, I hører sammen med i jeres store udvidede kirkefamilie.
Med venlig hilsen fra Brevkassefamilien
Peder Poulsen


Artiklen fortsætter efter annoncen: