Dialogcenter må lukke

Dialogcentret har ikke genereret indtægter i 10 år. Pengekassen er tom. Lukker til nytår.
– Det er bittert og rigtig træls.

– Det er frygtelig bittert, siger Christina Phillipstadt, der kun når at få et år som generalsekretær for Dialogcentret.

Det siger Dialogcentrets generalsekretær Christina Philipstadt Schwencke, efter bestyrelsen har besluttet at lukke centret til nytår.
Årsagen er økonomien.
– Vi håber at komme ud af det med skindet på næsen. Vi havde godt kunnet køre videre et halvt år mere, men valgte at stoppe nu for, at vi kan betale enhver sit, tilføjer generalsekretæren. Hun tiltrådte 1. februar efter et par generalsekretærskift, siden Dialogcentret mistede sin dynamiske stifter og leder genem 30 år, Johannes Aagaard.

Ingen indtægter

– Da jeg blev ansat, havde bestyrelsen ikke overblik over økonomien, der så bedre ud end virkeligheden. Det blev hurtigt klart, at centret ikke har genereret penge i 10 år. Og ved salg af huset på Katrinebjergvej fik vi ikke det budgetterede beløb på grund af dårlig stand. Så vi måtte indse, at det stod rigtigt skidt til, fortæller Christina Philipstadt til Udfordringen.
Fra helikopterperspektiv er der dog også generelle tendenser, der bevirker, at det er svært at drive et sted som Dialogcentret.
– Mange foreninger lider af dårlig økonomi. Folk støtter ikke op om en enkelt sag mere, de spreder deres engagement i flere retninger, vurderer hun. – Det er også svært at generere støtte uden en karismatisk leder, som vi ikke har haft siden Aagaards tid.
Samtidig er der ikke længere den store interesse for det nyreligiøse, konstaterer hun.

Kirken behøver kritik

Men kirken har stadig brug for den kritiske røst, som Dialogcentret var kendt for, vurderer Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet:
– Folkekirken er svagt rustet til kritiske overvejelser over for sig selv og andre. Derfor er det vigtigt, at der er folk, der tager det som et kald at gøre det, de fleste af os ikke synes er så sjovt: at have et konstant kritisk syn på nye fænomener. Jeg tror meget på dialog, men det er nødvendigt med et kritisk syn på sig selv og andre, siger han til Kristeligt Dagblad.

Ærgerligt

Christina Philipstadt Schwencke ærgrer sig over, at centret må lukke:
– Det er rigtig træls. Jeg havde lige nået at brænde for stedet. Det er frygteligt bittert.
Hvad skal du nu?
– Det ved jeg ikke. Det bliver nok noget med undervisning eller præstegerning.
Christina Philipstadt har baggrund i Det Danske Missionsforbund, der er en af Danmarks klassiske frikirker. Hun er cand. theol. og lige nu ansat på kvart tid i en sognekirke i Grenaa.