Hospicer modvirker dødshjælp
Antallet af patienter, der beder om aktiv dødshjælp, falder i takt med, at antallet af pladser i de palliative teams og hospicer øges. Det viser undersøgelser fra Holland, fortæller sygeplejerske Mona Kelm-Hansen i bladet Korn fra Viborg Stift.
Palliative Teams besøger uhelbredeligt syge i hjemmene og rådgiver sundhedspersonalet på sygehusene. Ordet palliativ står for lindrende behandling.
– Min erfaring efter ni år i palliationen er, at ønsket om muligheden for aktiv dødshjælp i 99 pct. af tilfældene kommer fra raske personer, men livet er det allervigtigste for de syge.
Stiftsbladet Korn har denne måned Den gode død som tema. Biskop Karsten Nissen opfordrer til aktiv livshjælp gennem både professionel behandling og medmenneskelig omsorg for de døende.