Borgmester tror på højere magter
Aalborgs borgmester på besøg til live-interview i Aalborg Valgmenighed.
Aalborgenserne fik i søndags lejlighed til at opleve deres borgmester i en anden rolle end den sædvanlige.
Aalborg Valgmenighed havde nemlig inviteret den tresårige Henning G. Jensen til Søndagscafé, som er et nyt initiativ, hvor en interessant personlighed fra Nordjylland bliver inviteret til at fortælle om sin tro og sit livssyn.
Borgmester Henning G. Jensen blev interviewet af valgmenighedspræst Jesper Fodgaard, der begyndte med spørgsmålet: Hvad tror du på?
– Jeg tror på livet. Jeg er et kristent menneske med de livsværdier, der ligger i det. I skolen hørte jeg om de forskellige lignelser, og de sagde noget om at være menneske, og at det ikke kun handler om mig, mig, mig. Men det med orgelmusik og Helligånden ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal forholde mig til, sagde Henning G. Jensen.
Borgmesteren delte også nogle af sine personlige erfaringer om, hvad troen har betydet i livet:
– Selvfølgelig tror jeg på en højere magt og har selv oplevet det i svære situationer. Som da min kone gennemgik et kræftforløb og i andre sorgperioder, der er det, som om der kommer mere omtanke, tålmodighed og kreativitet ind i livet, og man bliver vejledt af noget større.
På spørgsmålet, om der er personer, der har påvirket ham, nævnte han sin mor:
– Hun viste mig tillid og lærte mig, at de grundlæggende gaver og evner skal udnyttes til gavn for samfundet. Mit hjem var et åbent og rummeligt hjem, og vi holdt mange fester.
De omkring fyrre fremmødte fik også lejlighed til at stille spørgsmål. Et var: Hvad kan et kristent fællesskab give til Aalborg?
– Kirken har meget at give til Aalborg, bl.a. nærvær, omsorg og glæde ved hinanden. Jeg kom her i dag, også fordi jeg var nysgerrig efter, hvad det er, I har at byde på. Jeg synes, det er prisværdigt, I har valgt at være en valgmenighed.
I dagens anledning fik Henning G. Jensen lov til at bestemme, hvad dagens indsamling skulle gå til, og han valgte Børnenes Kontor.
Jesper Fodgaard fortæller om idéen med søndagscaféen:
– Det er vores mål at skabe et rum, hvor mennesker i Aalborg og omegn kan diskutere og reflektere over tro og livssyn og dermed stille sig selv nogle af de spørgsmål, vi ikke altid får stillet i en hektisk hverdag, sagde Jesper Fodgaard.