Fængsling af pastor er politisk motiveret
Pastor Ilmurad Nurliev blev i oktober sidste år idømt fire års fængsel i Turkmenistan – men var arrestationen blot et alibi for myndighederne?Ifølge protestantiske kristne fra Turkmenistan vil myndighederne angiveligt aflede folks opmærksomhed fra arrestationen af en mufti ved at fængsle pastor Nurliev. Myndighederne prøver at undgå at blive opfattet som diskriminerende over for muslimer.
Den 13. januar i år kunne Udfordringen fortælle om pinsepastor Ilmurad Nurliev, der på baggrund af falske, fabrikerede anklager var blevet idømt fire års fængsel. Han blev dømt for at have påført borgerne betydelige tab. Hvad myndighederne kaldte svindel, er dog det, kirken opfatter som tiende. Det vil sige frivillig indbetaling af ti procent af den personlige indkomst til menigheden, hvilket er et bibelsk princip, kristne på tværs af kirkesamfund praktiserer.
Flere vidneudsagn mod pastor Ilmurad Nurliev viste sig desuden at være fabrikerede. Eksempelvis sad et vidne i fængsel på det tidspunkt, hun påstod, at hun havde betalt penge til kirken, og havde derfor ikke mulighed for at betale pengene.
Nu fortæller adskillige protestantiske kristne i landet til nyhedstjenesten Forum 18, som Dansk Europamission er medstifter af, at pastor Nurliev blev arresteret og fængslet for at aflede opmærksomhed fra arrestationen af muftien for Maryregionen, så myndighederne ikke kunne beskyldes for at diskriminere mod muslimer.
Muftien blev angiveligt arresteret omtrent samtidig med pastor Nurliev, sigtet for at være delagtig i – eller for at ikke at have forhindret – sexmisbrug af drenge på en lokal madras-skole (islamisk skole). På grund af denne misbrugsskandale er flere embedsmænd i justitsministeriet, der behandler godkendelser af religiøse organisationer, angiveligt blevet forflyttet fra deres stillinger.
Samtidig med disse overvejelser om myndighedernes motivation for arrestation og fængsling af pastor Ilmurad er der dog også godt nyt. Pastor Ilmurad er nemlig indtil videre blevet sparet for at det hårde arbejde i arbejdslejren Seydis murstensfabrik og arbejder i stedet som frisør, hvilket er hans profession, for både indsatte og ansatte i arbejdslejren.
Derudover er han ifølge Forum 18 endnu ikke blevet påtvunget medicinsk behandling, som var en del af dommen. Før pastor Nurliev blev frelst i 1999, var han stofmisbruger, men da han kom til tro på Jesus, opgav han på blot én dag stofferne. Ligeledes har han sidenhen været bloddonor, da han er i en sjælden blodgruppe, og et certifikat bekræfter, at han siden 2008 har doneret blod til gravide mødre på et distriktshospital. Hvordan kan en person, der godkendt som bloddonor til gravide, idømmes behandling for stofmisbrug? Den idømte medicinske behandling stiller på denne baggrund kun yderligere spørgsmålstegn ved hele retssagen mod pastor Nurliev.
Til trods for de gode nyheder fra fængslet er der fortsat behov for forbøn for den fængslede pastor Ilmurad Nurliev og hans familie. Hans hustru Maya fortæller, at han ikke må have sin egen bibel med i fængslet. Hun fortæller, at han værdsatte sin bibel som noget dyrebart, og hun holder om den i hans fravær.
Af Samuel Nymann Eriksen, projektleder,
Dansk Europamission