Historien om en Alkymist

I „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans døtre”, fortæller H.C. Andersen en gribende historie om en selvrådig mand, der mistede alt sit gods og til slut måtte forlade sit hjem for drømmen om guld. På renæssanceborgen Borreby ved Skælskør hænger et billede af det smukke Herresæde. Den yngste datter vender sig om og ser tilbage, måske mindes hun de lykkelige dage, da Herregårdsfrøknerne levede, på Valdemar Daae, der levede i 1600-tallet og var alkymist. Han var som så mange af datidens mænd besat af tanken om at lave guld, det vil sige et forgæves forsøg på at omdanne uædle metaller til guld, dette skulle bl.a. ske ved hjælp af „de vises sten”. Hele hans pragtfulde egeskov, der skulle tage af for vinden, havde han hugget om i processen. Ved søen lå et ambitiøst skib, bygget af egeplanker, men som aldrig kunne blive flot nok, og aldrig kom ud at sejle. Drømme var der nok af, men det endte i galskab. Mennesker har nok ikke forandret sig meget siden da. Penge fylder stadig meget i vore liv, og drømmen om den store gevinst lever i bedste velgående.
Helt fra oldtiden i Aristoteles’ dage har mennesker drømt om at kunne lave guld. Aristoteles havde nogle teorier med at bruge de fire elementer: Luft, vand, ild og jord i en speciel fremgangsmåde ved guldfremstillingen og fik mange proselytter. Det var først i 1800-talleet, at man opgav tanken. Al ting var gået galt for Valdemar Daae, han havde satset alt på en drøm og ikke forstået at stoppe i tide. Ansvaret for sin familie havde han svigtet i sin afsindige selvrådighed. Aldrig havde han spurgt Herren til råds, for han kunne jo selv, egenrådig som han var. At han ikke havde spurgt Herren til råds var hans egentlige problem. Nåde og fred, siger Herren til det urolige hjerte, som vil så meget, men ”Søg først Guds rige, så skal alt andet gives jer i tilgift.” Matt. 6, 33.

Af Inger Øhrstrøm