Duer ikke, Paulus!

Korinth, Grækenland.

Til hr. Saulus Paulus, freelance missionær,

Som svar på din ansøgning om optagelse under vor ledelse, vil vi hermed gerne svare dig åbent og ærligt:
Oprigtigt talt er vi forundret over, at du i det hele taget har kunnet vinde tiltro som missionær. Det siges, at du lider af en alvorlig øjensygdom. Dette er givetvis en uovervindelig hindring for en effektiv tjeneste. Vor bestyrelse kræver 6/6 på begge øjne hos alle vore ansøgere.
Er det sandt, at du har en fængselsjournal? Nogle brødre fortæller, at du sad i ca. 2 år i Kæsarea, og at du også sad fængslet i Rom. Du anklages endvidere for at have generet forretningsmændene i Efesus i en sådan grad, at du omtales som „manden, der har vendt op og ned på verden“. Den slags sensationssyge har vi ikke brug for i vor mission, ligesom vi beklager den smagløse „over-muren-i-en-kurv“ episode i Damaskus. Den tales der stadig om.
Din komplette mangel på diplomati foruroliger os. Mænd med diplomatisk tæft udsættes ikke for stening eller for at blive slæbt udenfor byporten. Er det aldrig faldet dig ind, at en mildere måde at udtrykke dig på kunne give dig venner?
Din tjeneste gør et alt for forfløjent indtryk: Først er du i Lilleasien, så i Makedonien, så i Grækenland, så i Italien, og nu har du en vidtløftig plan om at komme til Spanien. Du må da kunne forstå, at du ikke kan frelse hele verden. Du er kun en lille Paulus.
Dr. Lukas fortæller, at du er lille af vækst, skaldet, ofte syg, og at du sover dårligt om natten på grund af din bekymring for de små menigheder. Han fortæller også, at du om aftenen går rastløs omkring og kan bede den halve nat. En sund sjæl i et sundt legeme kræver vi af alle vore ansøgere.
Til Timotheus skrev du: „Den gode strid har jeg stridt…“ Vi anbefaler ingen missionær at „strides“. Jesus kom for at bringe fred. Du roser dig af „i Efesus at have kæmpet med vilde dyr“. Hvad i al verden mener du?
Vi beklager, broder Paulus! Vi kan desværre ikke bruge dig. Antog vi dig, ville vi være tvunget til at holde dig i en så kort snor, at et samarbejde i praksis ej ville være muligt. Du ville komme til at skabe for mange problemer for os som et moderne, verdensomspændende missionsselskab og afvige fra de regler og den policy, der er vedtaget i vore internationale håndbøger.

Venlig hilsen
Logikos Rationalis (formand)