Kristne laver film mod menneskehandel
Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) har fået 500.000 kroner fra Danida til en mediekampagne mod menneskehandel i Nigeria.
En del af kampagnen er en spillefilm om menneskehandel mellem Nigeria og Danmark. Et filmhold var i København i maj for at optage filmens danske scener.
Det er lykkedes at få flere afrikanske topskuespillere med i filmen blandt andet årets mandlige afrikanske skuespiller i 2010, Ramsey Nouah, skriver magasinet domino.
Filmen skal senere vises i nigeriansk tv, ligesom den også vil blive vist rundt omkring i landsbyer i Nigeria for at advare mod at lade sig indfange af menneskehandel.
KIT laver filmen i samarbejde med Media Village i Nigeria, som er en del af det såkaldte Nollywood.