30 år med åbenbaringer
Den 24. juni er det 30 år siden, åbenbaringerne i Medjugorje begyndte. I den anledning vil der være utallige pilgrimme i det hurtigst voksende pilgrimssted i verden.
Medjugorje, betyder byen mellem bjergene og er en lille landsby, der ligger i Bosnien-Herzegovina. Byen er angiveligt centrum for verdenshistoriens længste daglige åbenbaringer af Jomfru Maria.
– Jomfru Maria kalder menneskeheden til at tage imod hendes søn Jesus som frelser og til bøn, faste, bibellæsning, skriftemål og eukaristien (nadveren red.), siger pastor Banny Blumensaat fra Esbjerg.
Medjugorje bliver kaldt den moderne verdens skriftestol, da millioner af pilgrimme gennem årene har skriftet deres synder og omvendt sig til Gud netop her.
Mere end 1 million pilgrimme valfarter hvert år til Medjugorje. Også fra Danmark er der regelmæssige pilgrimsrejser til Medjugorje, igen fra den 27. august til den 3. september.