KDs nye chance

Kristendemokraterne har gennem aftalen med Fælleslisten efter al sandsynlighed sikret sig, at de kommer i Folketinget ved næste valg.
Partiet har forlængst indsamlet de nødvendige godt 20.000 godkendte underskrifter, så det kan opstille. Det var i sig selv en kæmpebedrift efter partiets dårligste valg i 2007, hvor den tidligere formand bl.a. havde skabt tvivl om hele grundlaget med sine udtalelser om abort.
Da partiet afsatte formand, mistede KD også de to næstformænd og halvdelen af hovedbestyrelsen, samt partiets ungdomsafdeling…! Ikke mærkeligt, at mange spåede partiets død. Og partiets pengekasse var i minus…
Men de tilbageværende trofaste og nogle få nye medlemmer indsamlede alle underskrifterne, stillede op til kommune- og regionsvalg, fik økonomien i orden, osv.
I juni 2010 meldte Per Ørum sig ind i partiet, og siden har han sørget for, at KD konstant har befundet sig i det politiske centrum, så medierne ikke kunne undgå at fortælle om det parti, de ellers havde afskrevet.
Da regeringen afviste KDs krav om at bevare sygehuse i udkants-Danmark, erklærede politiske iagttagere (fx Mogensen og Christiansen i TV2 News) igen partiet for dødt.
Men de tog igen fejl. For KDs kamp skabte så megen respekt i udkants-Danmark, specielt i Vestjylland, at Ørum nu kan score et kredsmandat – uanset om partiet kommer over spærregrænsen på 2 pct.
Med Fælleslistens beslutning om at opstille sine kandidater på KDs liste skulle der ikke længere være tvivl om, at KD kan samle de ca. 18.000 stemmer i Vestjylland.
Det betyder faktisk, at al snak om stemmespild er irrelevant. Når KD får kredsmandatet, betyder det nemlig, at partiet også får de mandater, det har stemmer til, selv om det ikke skulle nå op over 2 pct.
Tilbage er så blot at spørge, om de troende kristne nu vil stemme på det parti, som ligger nærmest deres etiske holdninger. KDs genrejsning – imod alle odds – er et oprør mod den ateistiske og kristendomsfjendske bølge, som blev sat i gang med statsminister Foghs intolerante og helt udemokratiske slogan: ”Religionen skal ud af det offentlige rum”.
Vi kan håbe, at de andre partier også får valgt kristne personligheder ind, men KDs folk vil være forpligtet på at få kristendommens gode værdier tilbage i det politiske liv.

Af redaktør Henri Nissen