Kapitel 4: Emma og eventyret ved Pebermyntevandfaldene

Vi er nu kommet til kapitel 4 i fortællingen om Skattetræet. De fire venner: løven Leo, golden retrieveren Emma, bæveren Benny og odderen Josephine er på en spændende skattejagt, hvor de skal finde 4 nøgler for at få skatten.Da de fire gode venner kom til en smuk græseng, stoppede de for at spise deres madpakker. De havde haft så travlt med at finde de første to nøgler, at de næsten helt havde glemt at spise frokost.

– Pebermyntevandfaldene! råbte de alle henrykt. – Oy, lad os komme af sted med det samme!

”Jeg skal have det, jeg altid får,” sagde Benny Bæver. ”En klap-sammen-mad med jordnøddesmør og marmelade skåret i to halve og en omhyggeligt vasket gulerod til dessert.”
”Jeg skal have 3 osteburgere og en sportsvand.” sagde Leo Løve.
”Jeg skal have friske grøntsager og et stykke brød,” sagde Golden Retrieveren Emma.
”Og jeg skal også have det, jeg plejer at få,” sagde den muntre Odder. ”I hvert fald hvad jeg plejer at få om tirsdagen … muffins med sursyltet glasur. Jeg har taget nok med til os alle.”
”Bvadr!” sagde Benny og Emma. ” Muffins med sursyltet glasur?”
”Bvadr – bvadr!” sagde Leo.
”Nå, det må være nok med alt den snak om mad, vi må hellere se på skattekortet.” sagde Benny. ”Der står lige her, at for at finde den næste nøgle skal vi gå til … gå til … gå til… ” Benny snublede helt over ordene.
”Gå hvorhen?” sagde Løven utålmodigt.
”Til Pe-Pe-Pebermyntevandfaldene.” Endelig lykkedes det ham at få det sagt.
”Pebermyntevandfaldene!” råbte de alle henrykt. ”Oy, lad os komme af sted med det samme!”

Se, hvis du nu havde boet i en skov ligesom de fire gode venner gjorde, ville du vide, hvorfor de var så begejstrede. De havde hørt deres forældre fortælle historier om Pebermyntevandfaldene. Det var et vidunderligt sted. Der var myntebuske og krystalklart vand blandet på den helt rigtige måde, så vandet blev til pebermynte!

Der voksede slikstokke over det hele. Men det var ikke helt almindelige slikstokke. Selv børn, som ellers ikke kunne lide pebermynte, elskede bare dem her. De blev aldrig klistrede, når man slikkede på dem. Og de farvede ikke ens fingre røde. Og der kom ikke engang nullermænd på dem, hvis man fik gnedet dem op af sin striktrøje.
Benny læste ordene højt fra kortet:
Den tredje skattenøgle:
Hør digtet og vid,
lyt til dit hjerte,
spild ikke din tid!

”Hvad betyder det?” spurgte Emma
”Det er da lige meget!” sagde de andre. ”Vi er på vej til Pebermyntevandfaldene!” Og det var de – og på vej til et nyt eventyr.

Kortet viste, at Pebermyntevandfaldene var nord for, hvor de var nu. Og Benny Bæver vidste nøjagtig, hvordan de skulle komme derhen. Han havde taget et kompas med, så de bedre kunne finde vej. (Bævere har altid ekstra ting med – en lommekniv, en lommelygte og andre nyttige ting – bare for ”en sikkerheds skyld”.)
På ingen tid var de på vej nordpå gennem skoven. Og mens de banede sig vej, tænkte de på alle slikstokkene. Og så skete det!
”Hjælp!” lød en lille svag stemme, kun en smule højere end hvisken.
”Hjælp mig!”
”Stop!” sagde Golden Retrieveren Emma. ”Hørte I det?”
”Hørte hvad?” sagde Leo oppe forrest i gruppen.
”Jeg hørte ikke noget,” sagde Benny, som checkede hvert eneste kendetegn, de gik forbi, på kortet.
”Jeg hører ikke så godt, når jeg har hovedet nedad,” sagde Josefine. Odderen havde besluttet at give sine fødder et lille hvil, mens hun for sjov gik på hænder.
”Nå, måske tog jeg fejl,” sagde Emma. Og de fire venner gik videre.
Efterhånden som de nærmede sig Pebermyntevandfaldene, blev den brusende lyd af vand kraftigere. Men Emmas følsomme ører hørte for anden gang den lille bitte stemme.
”Hjælp!” råbte den lille stemme. ”Er der da ingen, der vil hjælpe mig?”
”Hørte I noget denne gang?” spurgte Emma, mens hun kiggede sig omkring for at se om der var tegn på, at nogen var i vanskeligheder.
”Hørte hvad?” spurgte Leo. ”Vandfaldene?”
”Nej … der er nogen, som råber om hjælp!” sagde Emma.
”Jeg tror, det er noget, du bilder dig ind!” sagde Josefine.
”Det kan være at lyden fra vandfaldene spiller dig et puds,” sagde Benny Bæver.
”Lyden af de vandfald gør mig sulten!” sagde Leo. ”Vi er så tæt på, at vi kan dufte pebermynten. Kom nu. Lad os nu komme videre!” Emma blev efterladt alene, mens de tre venner rask løb af sted mod Pebermyntevandfaldene.
”Jeg er sikker på, at jeg hørte noget,” sagde Emma. Men efter at have ledt overalt uden at finde noget … løb hun også for at følge med sine venner.
Efter et par minutter fik de øje på Pebermyntevandfaldene. Det tog helt pusten fra dem. Der, glimtende i solskinnet, var et højt vandfald med pebermyntestriber af ren mælkehvid og strålende julerød.
Og lige foran dem, langs med flodens bredder, voksede de lækreste, sødeste, mest vidunderlige slikstokke, du kan forestille dig.
”Vi er fremme!” råbte Leo, og alle fire venner dansede rundt.

De var næsten lige så begejstrede, som hvis det var selve Skattetræet, de havde fundet.
Snart slikkede, slubrede og tyggede de på de bedste slikstokke, de nogensinde havde smagt. Det vil sige, bortset fra Emma. Hun havde for tredje gang hørt den lille stemme.
”Hjælp mig! Der er ikke meget tid. Vær nu søde og hjælp mig!”
”Måske er det virkelig noget, jeg bilder mig ind,” sagde Emma til sig selv. ”Det virker ikke som om, de andre kan høre noget.” Hun kunne se, hvor optaget de andre var af at spise slikstokke.
Men dybt inde i sit hjerte vidste hun, at nogen havde brug for hendes hjælp. Og hun vidste, at der ingen tid var at spilde.
”Den lyd må altså komme et sted fra,” sagde Emma. Hurtigt kiggede hun under sten og skubbede buske til side.
Endelig fik hun øje på et glimt af noget farvet mellem to træer. Og så hørte hun igen den samme, lille stemme råbe: ”Skynd dig, hjælp mig! … Han kommer!”
Stemmen kom fra en smuk sommerfugl, som var fanget i et stort edderkoppespind. Og den meget store edderkop var lige kommet hjem for at spise frokost! (Og sommerfugle var hans livret!)
Edderkoppen slikkede sig allerede om munden ved tanken om sommerfuglefestmåltidet, da pludselig ”FLASH!” Emma knækkede den gren af, der holdt den ene side af spindelvævet. Og en meget forbavset edderkop tumlede ned i buskene.
Blidt og forsigtigt hjalp Emma sommerfuglen fri af spindelvævets tråde.
”Tusind tak,” sagde den smukke sommerfugl. ”Det var så lidt,” sagde Golden Retrieveren. ”Har du ikke lyst til at komme med og fortælle mine venner, at det ikke var en indbildning, jeg hørte?” Og det var lige, hvad hun havde.

Hurtigt kiggede hun under sten og skubbede buske til side.

De tre venner roste Golden Retrieveren Emma, da de havde hørt sommerfuglens historie. Og det var på det tidspunkt, at Benny Bæver kom i tanke om, hvorfor de overhovedet var kommet op til Pebermyntevandfaldene.
”Skattenøglen!” sagde Benny. ”Vi har glemt alt om skattenøglen! … og vi har glemt at lytte til vores hjerte …”
”Men Emma glemte det ikke,” sagde sommerfuglen med sin lille spinkle stemme.
”Gjorde jeg ikke?” spurgte den varmhjertede hund, mens hun så lidt forvirret ud.
”Nej, da jeg var bange og havde brug for en ven, hørte du mit råb og kom og reddede mig! Og derfor kan jeg nu tage dig med til skattenøglen!”
”HURRA!” råbte de fire venner. ”Hvor er det?”
Så fulgte de med sommerfuglen til et træ fuldt af pupper, der bristede, og ud kom masser af sommerfugle. Og der – midt på træet – hang en lille, gylden nøgle.

Løvens hurtige tankegang og beslutsomme personlighed havde skaffet dem den første nøgle. Odderens muntre og håbefulde måde at være på havde ført dem til den næste. Og nu havde Golden Retrieverens omsorgsfulde hjerte og lyttende øre ledt dem til den tredje nøgle. Kun en nøgle mere lå imellem dem og Skattetræet. Men inden de kunne nå deres mål, gik de lige ind i endnu et eventyr.

”Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det.” Ordsp. 3:27

Læs i næste uge:
Kapitel 4 – Benny og harerne, der ikke passede ind