Karian og Rifat har fået en ny fremtid

Karian og Rifat Nazir er to unge piger fra Pakistan. De kommer fra en yderst fattig
baggrund. Med hjælp fra Dansk Europamission kan de nu skabe en bedre fremtid.
Som så mange andre af pigerne på Dansk Europamissions syskoler havde de inden visitationen til skolen aldrig gået i skole. For at kunne forsørge sig selv arbejdede de sammen med deres familier på murstensfabrikker.
Dette arbejde er fysisk belastende, og lønnen så lav, at det for nogle er forbundet med skam at fortælle, hvad de tjente ved dette arbejde.
Udover på murstensfabrikker havde eleverne på syskolerne tidligere arbejdet i huset hos rige familier og på fabrikker, og der er mange eksempler på seksuelle overgreb og voldtægt af piger. Således har anslået 10 procent af pigerne i tidligere og eksisterende syskoler været udsat for seksuelle krænkelser på deres forhenværende arbejdspladser.

Karian er glad og tilfreds med sin nye tilværelse. Hun lærer at sy, hækle, brodere og designe tøj. Her ses hun med sin nye hjemmesyede taske.
Syskolerne

På skolerne lærer eleverne at sy, hækle, brodere og designe tøj. Desuden bliver de undervist i at læse, skrive og regne, så de ikke i fremtiden bliver lette ofre for ondsindede personer, der vil udnytte dem. I stedet for monotont, hårdt fysisk arbejde kan de lære at anvende deres evner til at etablere selvstændig syvirksomhed, de kan udfolde deres kreativitet og dermed skabe en bedre fremtid for sig selv og deres familier. Dagen på skolen begynder med bøn, lovsang og fortællinger fra Bibelen, så pigerne også åndeligt lærer at stå på egne ben. Læreren er altid en kvinde, og på skolen kan eleverne opleve et søsterfællesskab, der står i skarp kontrast til arbejdet på murstensfabrikkerne.

Syvirksomhed og skønhedssalon

Rifat Nazir afsluttede sin syskole-undervisning i slutningen af juli 2010. Da jeg interviewede hende, havde hun været selvstændig syerske i omkring tre måneder. Ikke alene har hun startet selvstændig syvirksomhed, men i forbindelse hermed også åbnet en skønhedssalon, så hun kan tilbyde kunderne at sætte hår og lægge makeup. Disse serviceydelser spiller godt sammen, hvis kunden er en brud og både har brug for en brudekjole og for at få sat hår og lagt makeup. Denne kombination af syvirksomhed og skønhedssalon har givet hende gode indtjeningsmuligheder.
I stedet for arbejdet på murstensfabrikken kan hun nu sidde trygt og godt og arbejde i rolige omgivelser i sit eget hjem.

Gratis syuddannelse

Karian oplever, at hun ikke selv behøver at opsøge kunder, eksempelvis på markedet, men at de kommer til hende, blandt andet fordi de har set andre bruge det smarte tøj, hun har syet. På syskolen har hun lært Bibelen bedre at kende. Hvis hendes virksomhed vokser, er det hendes fremtidsplan selv at give piger gratis syuddannelse.

Rifat afsluttede sin syskole-undervisning i 2010. I dag har hun selvstændig syvirksomhed og skønhedssalon.
Det gør en forskel

Rifat Nazir og Karian er således levende eksempler på, at det er muligt at gøre en stor forskel for fattige forfulgte kristne, så de på en konkret måde kan få en bedre tilværelse.
Af Samuel Nymann Eriksen