– Det kan jeg da ikke!

Ingrid Markussens første reaktion på forslaget om at skrive sine erindringer var afvisning. Alligevel endte hun som så mange gange før med at gøre det, hun ikke troede, hun kunne, fordi hun oplevede Guds hånd i det.
”Safari – en rejse i Guds plan” hedder Ingrid Markussens nye bog. Den er faktisk så ny, at den ikke er udkommet endnu. Men på lørdag til Indre Missions jubilæum ser den offentlighedens lys.

Ingrid Markussen og hendes mand Jørgen, som hun har været gift med, siden de var nitten. Selvom deres livshistorie er fortalt gennem Ingrids øjne, lægger hun vægt på, at det er deres fælles historie, hun fortæller.

– Jeg glæder mig sådan til at holde den i hånden, fortæller Ingrid, som bestemt ikke havde regnet med at blive forfatter til en biografi.
– Jeg sagde nej med det samme, da forlaget Lohse ringede og foreslog, at jeg skrev 200 sider om mit liv. Det var helt uoverskueligt, fortæller hun. Men hendes mand, Jørgen, var bestemt ikke enig i den betragtning. Ingrid oplevede også, at Gud var med i idéen om at skrive en bog.
– Det har altid været vigtigt for mig at følge Guds plan. Det betyder ikke, at det altid er sket lige villigt. Men når jeg ved, at Gud er med i noget, så tør jeg godt gøre det.

Bidt af at skrive

Ingrid skulle da heller ikke mere end i gang med bogen, før det greb hende.
– Det var så spændende, da jeg kom i gang. Både at dykke ned i barndomsminder og resten af vores liv. Jeg blev bidt af det, og da jeg afleverede første del af bogen til redigering, fik jeg at vide, at jeg bare kunne fortsætte, som jeg var begyndt.
Da bogen var færdig, bestod den af 360 sider i stedet for de oprindelige 200.
– Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne skrive så meget, smiler Ingrid.

Titlen udfordrede

Bogen ”Safari – en rejse i Guds plan” er Ingrids fortælling om en opvækst under fattige forhold langt ude på heden ved Vorgod, og siden historien om hendes og Jørgens liv sammen, efter de møder hinanden som 19-årige og senere bliver missionærer for BDM i Tanzania.
Deres liv har været et eventyr, som har skiftet scene mellem Danmark og Tanzania så mange gange, at det næsten er vanskeligt at holde styr på. På de forskellige scener har livet budt på både sorger og glæder, eventyr og hverdage, men altid med Gud som den vigtigste brik i livet.
– Da jeg hørte titlen på bogen, havde jeg svært ved at acceptere den, fordi det lød som om, vi altid havde været i Guds plan. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere kunne jeg se, at vi altid havde ønsket at være i Guds plan. Igennem hele vores liv har Gud været med os, ligesom Jesus lovede, at han ville være med alle dage, forklarer Ingrid.

Den første helbredelse

Hun ønsker, at bogen må være opmuntrende i troen for dem, som læser den.
– Jeg håber, at bogen må vidne om Guds trofasthed og hjælp. Det er godt at leve et liv med Jesus. Hvor fattigt ville vores liv ikke være uden ham. Fordi jeg har fulgt Jesus, har mit liv været et spændende eventyr. Gud hører virkelig bøn, når vi har brug for hjælp, slår Ingrid fast og kommer med et eksempel.
– En oplevelse, som står rigtig stærkt for mig, var første gang, jeg så Gud helbrede ved bøn. Det blev skelsættende i vores arbejde i Tanzania. Jeg var taget alene ude til en landsby, fordi Jørgen var syg. Så jeg prædikede til gudstjenesten og solgte bøger ude ved bilen bagefter, som normalt.
En familie kom bærende med en syg dreng, og præsten kom ud og bad mig om at være med til at be’ for ham. Jeg ville gerne se, hvordan de gjorde, men så sagde præsten: ”Når du er missionær, så kan du lige be’.” Jeg svarede straks, at det kunne jeg ikke, men præsten spurgte bare, om jeg ikke troede på Jesus, og det gjorde jeg jo.
De andre gik ind og sang en sang og imens talte jeg med Gud ude ved bilen. Han mindede mig om, at alt er muligt for ham, og det gik jeg ind og fortalte familien. Så bad jeg for drengen. Han rejste sig straks op og gik med ud til min bil. Gud mindede mig om at give ham noget at spise og drikke. Drengen spiste det og løb hjem over markerne.

Gensyn med miraklet

10 år senere kom jeg igen på besøg i landsbyen. Jeg fortalte om oplevelsen, og en ung mand hilste på mig efter gudstjenesten og præsenterede mig for sin familie. Han fortalte, at det var ham, som var blevet helbredt, og at ham og hele hans familie nu fulgte Jesus.
Efter denne oplevelse havde både Ingrid og hendes mand mange erfaringer med forbøn og helbredelse og også udfrielse fra onde ånder. Men hun slår fast:
– Det vigtigste er, når vi får lov til at lede mennesker til Jesus.

Indremissionær

Siden 2008 har Ingrid og Jørgen været i Danmark, hvor hun har været indremissionær i Haderslev Kredsen, indtil hun gik på pension i januar måned i år.
– Da jeg først blev foreslået at søge om en stilling som missionær i Indre Mission, sagde jeg, at det kan jeg da ikke. Jeg tror, det er nogle mindreværdskomplekser, som jeg har med helt fra min barndom. Men alligevel skrev jeg til dem, og så ledte Gud også det til en ansættelse, forklarer Ingrid, som også i Danmark har erfaringer med helbredelse ved forbøn.
– Både på et kursus på Børkop i 2008 og denne sommer på Mørkholt har jeg oplevet en, som blev helbredt. Der var en anden, som kom og spurgte, om jeg ikke kunne bede om, at han fik power til at helbrede. Men for mig handler det faktisk ikke om power. Men det sker, når vi overgiver os til Gud og følger hans ledelse. Det er ikke noget, vi mennesker kan gøre. Når jeg ber for nogen, som bliver helbredt, bliver jeg lille, så Jesus kan gøre det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg er stadig mig selv

Det er meget vigtigt for Ingrid, at mennesker ikke tror, hun er et supermenneske, som kan alt.
– Når Gud minder mig om at gøre noget, så er det også på hans ansvar. Jeg kan slet ikke alt, jeg har så meget brug for Gud hele tiden. Jeg kan også sagtens blive ked af det, hvis jeg ikke føler mig elsket eller værdsat af andre.
Nogle gange tænker jeg, at når jeg har oplevet så meget med Gud, hvorfor tør jeg så ikke alting nu. Men sådan er jeg bare ikke. Jeg er stadig mig selv, pointerer hun og slutter:
– Derfor var det også lidt skræmmende, da vi besluttede, at bogen var klar til at blive trykt, for hvad nu, hvis jeg ikke lever op til menneskers forventninger, eller hvis de får en forkert forestilling om, hvem jeg er?
– Men samtidig var det også en ”Yes”- følelse. Hvis historierne fra mit liv kan være trosstyrkende for andre, fortæller jeg dem gerne.