Jul med eller uden fars nye kvinde!

Brev:

Kære brevkassefamilie!
Jeg skriver for at få et godt råd og også for at prøve at finde ud af, hvad der monstro er op og ned i vores familie for tiden. Vores mor døde sommeren 2002, og det var et hårdt slag for mig, og jeg synes slet ikke, jeg er kommet over det endnu. Men min far var så alene, og så er det jo faldet naturligt, at han fejrer jul her hos os. Og det gør han så. Men nu har han fundet en ny kvinde og vil gerne have hende med hertil juleaften. Jeg kan næsten ikke have det. Jeg synes rent ud, at jeg er med til at svigte mor, og jeg synes, han tager alt for let på, at mor er død for kun 1½ år siden. Det kan da ikke være normalt, synes jeg. Hvad i al verden skal jeg gøre. Jeg synes heller ikke, jeg kan være bekendt at sige nej til hende og sige, at det kun er ham, som må komme. Hvad synes I?
Mange hilsner fra
„en juletruet“.

Svar:

Kære „juletruet“
Det lyder, som om du føler dig fanget i et dilemma, hvor du på den ene side ikke vil sige nej til din far og på den anden side føler, du bryder en loyalitet til din afdøde mor. Og at du også er uforstående overfor, at din far allerede er klar til at indgå i et nyt forhold så tæt på din mors død.

Hvad er „det rigtige“?

En del af problemet opstår vel, fordi du slet ikke er færdig med at sige farvel til din mor. Noget tyder på, at den del er din far færdig med, det behøver bestemt ikke at være udtryk for, at han er ligeglad med din mor, han har måske blot fået sørget og sluppet din mor fri, så han kan komme videre på de betingelser, der nu er. Og de betingelser er at give den døde lov til at være død, og at han selv kan få lov til at leve videre. Så jeg vil hellere se på det som forskelligt frem for rigtigt eller forkert.

Sorgarbejde

Jeg synes, du skal give dig selv lov til at være forskellig fra din far og også lade din far være forskellig fra dig. Også når det gælder sorgen over din mor. Når du skriver, at du slet ikke er kommet over det endnu, så kan det vel tyde på flere ting. Den ene er, at du er ved at komme over det, men mangler noget i at affinde dig med den nye virkelighed. Den anden del, som handler om loyaliteten mod din mor, kunne jeg godt tænke mig at knytte en bemærkning til. Man kan ikke miste en afdød, som man holder af. Min egen historie er, at først da jeg fik sagt farvel til min afdøde mor, kunne hun blive en del af mit liv. Så hvis du er bange for, at din mor glider helt ud af minde og helt forsvinder fra dig og fra slægten, så kan jeg naturligvis godt forstå din tøven. Men sådan er det altså ikke. Hun vil altid være i dit liv. Det, du siger farvel til, er, at I kan have den slags liv, I havde før, og farvel til de håb, som du knyttede til det liv. Og det farvel udløser en ny slags eksistens, så du er fri, og din mor er fri. Du kan blive ved med at have kontakt med hende og kan bruge hende, både i virkeligheden og i fantasien. Når man går og tænker over tingene, husker man mennesker, som man har mødt – levende og afdø-de – og man drøf-ter tingene med dem eller tænker på, hvad de ville have sagt eller gjort.

Farvel og goddag

I mange familier – og jeg kan her indregne mig selv – er vi ikke gode til at få delt sorgen, når noget rammer os. Det lyder ikke til, at du er færdig med at få sagt farvel til din mor. Noget fik du måske sagt, inden hun døde. Men noget mangler du at få sagt. Selv fik jeg absolut ingenting sagt til min mor, hvorimod jeg synes, jeg fik sagt det, jeg havde brug for, til min far. Så hvis du vil tage dig af dig selv i det her, så vil jeg foreslå dig at sætte dig ned og prøve at finde ud af, hvad du kan gøre for at få sagt dit. Det kan sagtens lade sig gøre at tale til mennesker, selv om de er døde. Jeg ved ikke, om de hører det, men jeg ved, det er med til at forløse dem, som skal leve videre.
Når jeg taler med mennesker, som føler sig ufærdige med afskeden, så be’r jeg dem komme med forslag til, hvad de kan gøre for at få rundet det bedre af. Nogle sætter sig sammen med en ven eller en nærtstående familiemedlem og deler historien. Nogle skriver det, de vil sige ned, og besøger gravstedet og siger det eller læser det. Jeg synes, det også kan være godt at sige det, når en anden hører på det. I hvert tilfælde er det afgørende, at tabet ikke bliver trøstet væk, det er sorgen, som hjælper med at komme på den anden side af det, jeg har mistet, så jeg kan leve i de nye betingelser, som nu er mine. Jeg tror, det er vigtigt at det slutter med nogle ord som feks. ’Farvel mor’, og at du bliver ved at tale om det, til du er færdig med det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvad kan du gøre?

Det trækker jo op til, at der skal tages en afgørelse. Du har en række muligheder, og det er kun dig selv, der ved, hvad der er bedst for dig. Jeg vil foreslå dig at få talt med din far om, hvordan du har det. Min forestilling er, at I ikke har talt og delt en hel masse, og at du går lidt alene med din sorg. Måske har du en forstående søskende eller et nærtstående familiemedlem, som du kan tale med. Jeg synes, det er vigtigt, at du er åben med det, som er svært for dig i stedet for at bide det i dig. Hvis du lige nu ikke kan have, at der er en ny kvinde sammen med din far, så synes jeg, du skal sige det. Det er et ja til dig selv, og i længden er det ikke tilrådeligt at undertrykke vigtige følelser hos sig selv. Livet vinder ved, at de bliver taget alvorligt og gerne delt med andre. Der kan jo også ske det, at du ved at dele det får et nyt perspektiv og dermed også gives nye handlemuligheder.

‘De, som er gået forud, er hos Gud’


Hvis vi tænker på vores bortgåede venner som døde, føler vi os ensomme med vor sorg. Men hvis vi i stedet retter blikket mod den utallige skare, som står foran Guds trone, og hvis vi tror på, at vore kære findes i den, kan vi leve i deres nærvær endnu mere, end da de var hos os på jorden. De døde kan vi ikke have noget fællesskab med, men det kan vi med de hellige, med dem, som lever hos Gud…
Den kærlighed, de kan og vil give dig nu, er meget, meget større end al den kærlighed, de gav her på jorden. Deres kærlighed til dig er vokset, og de længes efter, at også din kærlighed skal vokse.
Fra Wilfrid Stinissen i andagtsbogen: I dag är Guds dag – 13. november.


Artiklen fortsætter efter annoncen: