Dronningens nytårstale

Gud bevare jer alle! – Gud bevare Danmark!Dronning Margrethe plejer at slutte sin nytårstale med sit valgsprog: ”Gud bevare Danmark”. I år føjede hun en ny sætning til: ”Gud bevare jer alle!”

Dronning Margrethe holdt sin 40. nytårstale. Og opfordrede til at vi hjælper hinanden gennem krisen.

Ordene lå i fin forlængelse af den mere personlige stil, som Dronningen i dette års tale lagde for dagen.
Hun hilste ikke blot de ”officielle”, som skulle nævnes, men også dem, der havde mistet deres arbejde; de unge som ikke kan få den uddannelse, de gerne vil have; og dem, der havde ”mistet grebet om livet”.
– Men vi kan ikke parkere hele ansvaret på rådhuset, sagde Dronningen. – Vi har alle et medansvar. Mange har taget et sådant medansvar på sig og yder en stor frivillig indsats. Det sker såvel gennem landsdækkende organisationer, som ved små lokale initiativer eller blot ved en opmærksom, hjælpende hånd i det helt nære og konkrete. Det er en hjælp, som betyder mere end vi ofte forstår.
Dem vil jeg gerne sende min tak og min nytårshilsen.
Dronningen sluttede:
– Jeg kunne ønske for alle familier, at de kunne opleve ligeså mange glæder som vi: at se deres børn vokse op og udvikle sig, og deres børnebørn trives og sprede glæde.
Dog ved vi jo, at tilværelsen kan forme sig meget forskelligt, og at vilkårene kan byde på knaster og forhindringer, som nok kan tage modet fra én.
– Netop i vanskelige tider er det vigtigt, at vi har blik for hinanden og er parate til at opmuntre og støtte, der hvor vi kan. Lad os gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi alle kan være hinandens nærmeste. Gud bevare jer alle; Gud bevare Danmark!
Henri.