Synger om alt i livet

Needtobreathe vil helst ikke sættes i en kristen boks, men de skammer sig ikke over deres kristne rødder.Det amerikanske band er for alvor ved at slå sit navn fast på den store musikscene. Både kristne og ikke-kristne anerkender deres musik.

Needtobreathe har toppet de fleste hitlister. Fra venstre: Seth Bolt, Joe Stilwell, Bear Rinehart og Bo Rinehart.

Alle i bandet er opvokset i kirken og det påvirker naturligvis deres musik, fortæller forsanger Bear.
– Hvis jeg var en lastbilchauffør fra syden, så ville det helt sikkert påvirke min musik. Og nu hvor jeg er kristen, så påvirker det helt sikkert også min musik, siger han til titletrakk.com.

Stor succes

Det nye album The Reckoning har haft stor succes siden det i september blev udgivet. Det har således ligget nr. 6 på Billboards liste over de mest solgte albums i USA. Det lå både nr. 1 på Billboards liste over de mest solgte rock albums og de mest solgte kristne albums.
Mange af deres tekster er ikke specielt kristne tekster. Bandet fortæller, at det er vigtigt at være ærlige i teksterne.
På spørgsmålet om de er et kristent band, eller kristne i et band, svarer Bo til websiden al.com:
– Jeg vil sige, at det er det sidste. Det er lidt sjovt. Ærlig talt, så vil vi helst ikke kaldes noget af det. Vi synes, vores musik er for alle. Men vi voksede jo op i kirken, og vi spillede musik i kirken. Og Bear og min far er præst… så jeg tror, vores musik er tilgængelig for alle, fordi vi synger om de ting, vi kender, og de ting, vi tror på.
For fyrene i Needtobreath er det vigtigste, at det, de synger om, er noget de brænder for. Passionerede musikere skaber bedre musik, mener Bear:
– Jeg har altid været en stor Rage Against the Machine fan. Deres musik var politisk rettet, og jeg følte, at det var mere værdifuldt, fordi de troede på, at de gjorde noget for en sag. Man kan nævne Bob Dylan og U2 eller andre, som synes, at det, de siger, er vigtigt. Det gør musikken bedre. Og for os er kristendom vigtig i vores liv. Det er ikke den eneste ting, der er vigtig, og vi ville ikke være relevante, hvis det var alt, vi snakkede om.
Henrik