Kursus knækker dårlige vaner

Kolding Internationale Højskole starter Mønsterbryder-kursus fra den 10. september.Sådan plejer jeg at gøre! Sådan er hun bare! Typisk ham!Gamle og hæmmende vaner og mønstre kan sidde dybt, men gennem undervisning, samtale, terapi, åndelig vejledning og bøn i et varmt miljø kan et kursus skabe dybtgående forandring.
Kurset Mønsterbryder forløber over et år med et udvidet weekendkursus hver anden måned. Gennem hele forløbet har eleverne tilknyttet en personlig mentor.
Kursusleder er Gitte Lykke, der er psyko-, par- & familieterapeut.
Mønsterbryderkursets formål er at gøre deltagerne bevidste om deres negative adfærdsmønstre og lære dem nye måder at mestre livet på, fortæller Gitte Lykke.
Et eksempel på et negativt mønster er en ængstelig adfærd, hvor man er overopmærksom på andres reaktioner og har vanskeligt ved adskillelse.
Man idealiserer sin partner, overser deres fejl og får en “klæbende” adfærd.
Et andet eksempel på et destruktivt mønster er en afvisende adfærd, hvor man ikke bryder sig om sociale sammenhænge. Man afslår hjælp og arbejder alene. Man trækker sig tilbage og intellektualiserer.
De uhensigtsmæssige mønstre er som oftest opstået i barndommen.
På Mønsterbryderkurset handler det dels om at identificere disse gamle mønstre, dels om at lære nye måder at meste sit liv på, fortæller Gitte Lykke.
Mønsterbryderkurset er udviklet af teolog og terapeut Peder Poulsen, der fortsat kører kurset på Mariager Højskole. På Kolding Internationale Højskole bliver undervisningen varetaget af Gitte Lykke, Torsten Hartvig Pedersen og Birgit Tind.
/sl