Overraskende positivt at møde kristne
Ian Pedersen er vokset op i diskoteksmiljøet og har altid anset kristne for at være underlige mennesker. Men nu går han selv på gaden for at fortælle andre om det fantastiske liv, han har fundet.- Jeg har levet og arbejdet tyve år på diskoteker, og jeg endte selv med at bestyre et i Hillerød med 60 ansatte og tusind besøgende, fortæller Ian Pedersen.
– Mine forældre drev selv en kæde af diskoteker. Min far er oprindelig tømrer, og mor har været stewardesse. Men allerede da jeg var barn, begyndte de at drive diskoteker. Jeg hjalp som barn med at hente flasker og den slags, senere blev jeg bartender og bestyrer. Og det lå ligesom i kortene, at jeg skulle overtage firmaet engang.
Men i 2000 besluttede jeg at stoppe og flytte til Polen, hvor jeg havde fundet kærligheden.
Jeg arbejdede nu i stedet som selvstændig grafiker i fem år med mit eget firma.
– Hvorfor forlod du diskotekerne?
– Livet på diskotekerne er jo ikke særlig sundt. Det går stort set ud på selv at drikke eller at få andre til det. De fleste af mine medarbejdere drak på jobbet, og det gjorde jeg også selv.
Jeg havde et ufornuftigt forhold til alkohol, og jeg var godt på vej til at blive alkoholiker. Så jeg kunne mærke, at jeg skulle væk fra det liv.
Ian Pedersen fik tilfældigt arbejde i 11 måneder hos en grafiker, der bl.a. havde God-tv som kunde. Så han fik set en del brochurer, men interesserede sig i øvrigt slet ikke for kristendom.
– Husk på, at for mig var kirker noget med at sidde stille og være meget mere hellig, end jeg nogensinde kunne blive.
Jeg havde gået i en kristen friskole i Hillerød. Men jeg syntes ikke dengang, at lærerne levede efter det, de prædikede. Så jeg var meget skeptisk og havde alle paraderne oppe.
Min polske kone var ganske vist katolik, men heller ikke her sagde kirken mig noget. Når de messede og gik rundt i deres præstedragter… Nej, det var slet ikke noget, jeg som almindeligt menneske kunne være med i.
– Men så skete der noget?
– Ja, det var i sommeren 2010, og jeg fik lyst til at tage til Danmark på ferie med min søn. Jeg havde gennem mit arbejde set en brochure for pinsekirkernes Sommercamp i Mariager, fordi min kollega havde dem som kunde. Jeg troede, det var en festival, så det lød jo fedt nok.
Jeg kørte derfor 800 km fra Polen til Danmark sammen med min lille søn Erik på 6 år for at være på en festival, hvor folk ikke skreg og drak.
Men jeg var meget skeptisk og frygtede hele tiden, at nogen skulle se, at jeg var en outsider og komme og slå mig i hovedet med Bibelen.
Men alle tog bare imod mig med åbne arme. Jeg fik snakket med en masse dejlige mennesker. Og jeg undrede mig virkelig meget over, hvordan disse næsten 5.000 mennesker kunne være så radikalt anderledes.
– Hvordan anderledes?
– Ja, det var ligesom om, de var … glade. Der var en god stemning.
– En aften gik jeg op i hallen, hvor de holdt deres møder. Jeg havde Erik med, og han begyndte at hive i mig og ville hjem. Jeg var lige ved at gå. Men jeg stod lidt og lyttede til musikken. Og da jeg kiggede på Erik, var han næsten faldet i søvn. Så jeg lagde ham på et par stole og håbede på, at det ikke var forbudt, selv om det var i en slags kirke.
Jeg havde regnet med, at der var strikse regler, men her så jeg mennesker, som bare slappede af. Taleren havde ikke en stiv præstekjole på, men gik i almindeligt tøj. Han talte bare almindeligt. Og musikken var fed, der var bare puttet nogle Jesus-ord ind i den. Det var okay, tænkte jeg.
Men jeg undrede mig over, hvordan der kunne være sådan en dejlig stemning. Faktisk tænkte jeg mistroisk over, om de puttede noget narko i luftanlægget, griner Ian.
– Hvem talte og hvad talte han om?
– Det kan jeg ikke huske. Jeg ved bare, at jeg pludselig stod og græd.
– Hvorfor?
– Ja, det var også lidt flovt, for jeg græd ikke bare, men jeg hulkede. Men det var ikke en gråd, fordi jeg var ked af det. Jeg følte mig høj. Det var jo Helligånden, der gjorde det, men det vidste jeg ikke dengang.
Jeg åbnede øjnene og så mig omkring og opdagede, at der også var andre, der græd eller lo. Nogle stod op, andre løb glade rundt. Og så tænkte jeg, at der nok ikke var nogen, der lagde mærke til, hvad jeg gjorde. Og så slappede jeg af.
Jeg lukkede øjnene og bad. Jeg så nu mig selv i et kæmpemæssigt mørkt rum. Men jeg havde ligesom en lyskegle fra Gud lige ned i hovedet.
– Det var helt fantastisk, og jeg tænkte bagefter, at den følelse nok snart ville fortage sig igen. Men den fortsatte i flere uger. Jeg følte mig næsten beruset, så glad var jeg.
Normalt var jeg bange for alting. Jeg var vokset op med angst. Når man drak varm kakao skulle man passe på ikke at brænde sig. Legestativet kunne man falde ned af, osv. Hele tiden skulle man være bange for, at alt kunne ske. Og jeg havde det forfærdeligt. Jeg var angst for alt muligt.
Det er en enorm befrielse at være fri for al den angst og for vrede, jalousi og stress.
– Der gik nu halvandet år, hvor jeg gik og tænkte over de her ting. Min kone kunne slet ikke følge mig, så vi blev desværre skilt. Men jeg fik delt forældremyndighed over vores to børn og kan heldigvis være meget sammen med dem, fordi jeg bor hernede.
Hver gang, jeg var i Danmark, opsøgte jeg de lokale pinsekirker for at spørge, om de kendte en lignende menighed i Polen. De tog alle sammen imod mig med åbne arme, selv om jeg var ny, og de ikke kendte mig.
Endelig fandt jeg en kirke i min by, Stettin, der passede til mig. Det er ikke en pinsekirke, men den ligner, og her kommer jeg nu tre gange om ugen! Og jeg synes, det er fantastisk.
– En af ugens aftner er jeg med ude på gaden for at snakke med tilfældige mennesker om Gud. For jeg vil selvfølgelig gerne fortælle andre om det, så de også kan opleve, hvor fantastisk det er.
– Det lyder næsten for godt til at være sandt?
– Nej, det er meget vildere. Jeg forsøger ikke at være alt for begejstret. For hvis jeg fortalte dig, at jeg fx oplever mirakler hver uge, så ville du have endnu sværere ved at tro det, siger Ian.
– De fleste mennesker aner jo ikke engang, at der er noget, der hedder frikirker. De kender kun den officielle kirke, og den siger dem måske ikke så meget.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg nu se, at Gud har passet på mig og givet mig nogle vink om, i hvilken retning, jeg skulle gå.
Efter oplevelsen syntes jeg, han viste mig, at jeg skulle starte selvstændigt firma igen. Det havde jeg ikke lyst til, for det havde været hårdt sidste gang. Men jeg gjorde det, og nu forsøger jeg at hjælpe – bl.a. kristne menigheder og små organisationer – med at få trykt deres ting i Polen, hvor priserne er lavere. Og denne gang går det meget bedre. For nu er Gud min chef, fortæller Ian Pedersen optimistisk. Han taler polsk til husbehov og har gode kontakt til polske trykkerier.