Iværksætter takker af efter 14 år

John Hansen har været administrationschef i KFBU siden 1999. På fredag siger han farvel.
Iværksætter med øje for den sikre drift. Sådan karakteriseres John Hansen, der har været administrationschef i Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge (KFBU) siden 1999.

John Hansen

Ved en reception på fredag overlader han stafetten til Ebbe Wendt Lorenzen, der tiltræder som generalsekretær ved samme anledning.
KFBU har i over 110 år drevet institutioner for udsatte børn og unge og deres familier. I dag driver foreningen over 25 opholdssteder, dag- og døgn institutioner, samt forskellige aflastningstilbud.

Papirbunkerne vokser

John Hansen er oprindelig uddannet socialpædagog på Aalborg Socialpædagogiske Seminarium. Han var først afdelingsleder ved Skole-behandlingshjemmet Hvidborg i Hvidovre, inden han en årrække blev ansat som korpssekretær hos KFUM-spejderne. John Hansen var bl.a. forstander på Handicapinstitutionen Birkebakken i Brabrand, inden han blev administrationschef i KFBU. Han er også børnesagkyndig i retterne, og her har han tydeligt kunne mærke en kedelig udvikling i kommunernes sagsbehandling:
– For år tilbage fyldte en papirbunke i en børnesag omkring halvanden centimeter. I dag er stakken vokset til 5-7 centimeter. Og det skyldes som regel, at myndighederne har modtaget henvendelser om børnenes mistrivsel gentagne gange uden at gøre noget ved det. Og jo længere tid barnet går for lud og koldt vand, jo mere ødelagt bliver det, konstaterer han.

Privilegium

Det har dog ikke kastet en skygge over det daglige arbejde i KFBU:
– Det har været en stor glæde og et privilegium at arbejde sammen med medarbejdere og bestyrelse, som hele tiden har holdt for øje, at foreningen er idébåret. Jeg er taknemmelig for, at bestyrelsen har haft tillid til, at jeg kunne håndtere den daglige ledelse af foreningen, siger John Hansen.
Han får nu mere tid til en række tillidshverv, bl.a. som bestyrelsesformand for Pindstrup Centret på Djursland, der virker for integration af børn, unge og familier med forskellige handicap. Desuden er han bestyrelsesformand for internetforretningen 55 Grader Nord, der sælger friluftsudstyr, samt formand for Strøby menighedsråd.
Eva