Hvad er mon vores mission?

Det er temaet, når Chris Wright på to kursusdage i Aarhus og København underviser
ud fra sin store teologiske viden og sit verdensomspændende overblik på området.Leder af Lausanne-bevægelsens teologiske arbejde. Tidligere skoleleder på missionsskolen All Nations Christian College i England. Forfatter af mere end 14 bøger.

Chris Wrights bog ”Guds folks mission” udkommer på dansk den 12. april fra Forlagsgruppen Lohse.

Det er ikke få og små ting, som Chris Wright, der kommer til Danmark i midten af april, har stående på sit cv. Den anglikanske præst, som er født i Nord-Irland, har især beskæftiget sig med med Gamle Testamente og mission i sit omfattende forfatterskab. Desuden har han også selv været missionær i Indien i midtfirserne.

Det store overblik

Chris Wrights placering i den evangelikale verden som leder af Lausannes teologiske arbejde bringer ham desuden verden rundt og i kontakt med mange forskellige traditioner. Han er en af de få med ”det store overblik” over, hvor skoen trykker for den verdensomspændende kirke. Desuden formår han at applicere Bibelens tale om mission med missionsarbejdets udfordringer og muligheder i dag.
Det blev tydeligt med Cape Town-erklæringen, som han skrev sammen med seks andre missionsteologer.
I forbindelse med kursusdagene udkommer den danske oversættelse af hans ”The Mission of Gods People” hos Forlagsgruppen Lohse med den danske titel ”Guds folks mission”.
Guds folk – hvem er vi, og hvad er vores mission? er da også titlen på kursusdagen. I Aarhus afholdes den i Menighedsfakultetets lokaler og i København i Bethesda. Bag kurset står Menighedsfakultet, Dansk Bibel-Institut og Evangelisk Alliance Danmark.

Indersiden af Bibelen

Både i København og Aarhus er der en forelæsning ud fra dagens tema og en forelæsning om Cape Town Erklæringen.
I Aarhus, hvor kursusdagen er lidt længere, er der desuden en lektion omkring Missionsbefalingens bibelske bredde og omfang.
– Chris taler, lever, tænker og ånder fra indersiden af det bibelske verdensbillede og drager sine tilhørere med ind heri på en måde, der åbner Guds forunderlige verden for os som aldrig før. Fra den position får vi virkelig øje på den verden, vi lever i, siger teolog Birger Nygaard fra Det Mellemkirkelige råd.
Chris Wright underviser i Aarhus den 12. april og i København den 13. april.