Kerry har hemmelige møder med israelere og palæstinensere i Amman

Justitsminister Tzipi Livni og statsminister Binyamin Netanyahus særlige Mellemøst-udsending, Yitzhak Molho, har mødtes hemmeligt i Amman med udenrigsmisterJohn Kerry, inden dennes hjemrejse efter en ny Mellemøst-mission.
Det var Kerrys fjerde møde med Livni, der er ansvarlig for fredsdrøftelser med palæstinenserne, og Molho, siden Kerry indledte sin seneste fredsrunde i området for fire dage siden.

Mødet varede, ifølge en israelsk kilde, flere timer, og det havde fokus på bestræbelser på at bygge bro over afstanden mellem de to parter og forny direkte fredsforhandlinger.

Siden mødtes Kerry med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i Ramallah, kort inden sin tilbagerejse til USA.

Siden i torsdags har Kerry haft langvarige møder med ledere af de to sider, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til en formular, der kan bringe parterne til forhandlingsbordet.

Blandt Kerrys møder var også to samtaler med Netanyahu i Jerusalem, i torsdags og fredags.

Abbas siger til den palæstinensiske avis, “Al-Ayam”, at Kerry endnu ikke har fremlagt en klar grundplan for genoptagelse af fredsprocessen, men at han forventer, at dette snart vil ske.
– Jeg håber at få svar fra de to sider i løbet af to uger, sagde Kerry.

Imens fortsætter parterne med at træde vande og fremsætter de samme syspunkter, de har gjort i lange tider. Alle ved, at der skal kompromis’er til for at komme ud af dødvandet. Og man afventer nu, hvem “der blinker først”

Til “Al-Ayam”, der er Den palæstinensiske Myndigheds (PA’s) oficielle avis, har Abbas gentaget Kerrys ord om, at palæstinenserne forventer, at Kerry snart vil forelægge sin plan.

Præsident Shimon Peres har udtalt, at Kerrys økonomiske nødhjælpsplan til palæstinenserne på fire milliarder dollars er “revolutionerende” ved dens forpligtelse til at øge det palæstinensiske GDP (“Gross Domestic Product”) med 50 procent i løbet af tre år.

Palæstinensernes ledelse står imidlertid fast på kravet om, at Israel accepterer 1967-linjerne som de fremtidige grænser for en palæstinensisk stat – og løsladelse af palæstinensiske fanger før drøftelser genoptages, siger den palæstinensiske forhandlingschef, Saeb Erekat.
– Det er nu et spørgsmål, om Kerry kan overbevise statsminister Binyamin Netanyahu til at acceptere en to-stats løsning på basis af 1967-linjerne, siger Erekat.